Beredskabskommissionen for Vestsjællands Brandvæsen har besluttet at indlede en afskedigelsessag mod beredskabsdirektør Helle Søeberg, der samtidig fritages for tjeneste, mens sagen kører. Det erfarer BeredskabsInfo. Vestsjællands Brandvæsen har siden oprettelsen været præget af en meget presset økonomi, der har tvunget brandvæsenet til at gennemføre flere sparerunder, og i øjeblikket overvejer flere kommuner at forlade brandvæsenet.
Ifølge BeredskabsInfos oplysninger er beredskabsdirektør Helle Søeberg allerede blevet fritaget for tjeneste. Det er sket med henblik på at indlede en afskedigelsessag.
BeredskabsInfo har siden søndag forsøgt at få en kommentar fra formanden for beredskabskommissionen, Lejres borgmester Carsten Rasmussen (S), der imidlertid ikke har reageret på henvendelser. Blandt brandfolkene i Vestsjællands Brandvæsen er der samtidig hård kritik af kommissionsformandens manglende kommunikation, da der blandt brandfolkene har været viden om afskedigelsessagen i flere dage – uden at formanden er kommet med nogen udmeldinger til de frustrerede medarbejdere.
Helle Søeberg blev ansat som beredskabsdirektør i 2016. Hun havde siden 2008 været kommunaldirektør i Herlev Kommune, hvor hun i december 2015 blev fritaget for tjeneste, fordi kommunen ønskede en anden profil på kommunaldirektørposten.
Vestsjællands Brandvæsen er det fælleskommunale beredskab for Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred og Sorø kommuner.