Vestsjællands Brandvæsen overtager brandslukningen i Tølløse

Med virkning allerede fra årsskiftet hjemtager Vestsjællands Brandvæsen driften af hjælpebrandstationen i Tølløse fra Falck. Brandstationen har i længere tid været ramt af massive problemer med at rekruttere brandfolk, hvilket har ført til forsinkede og mangelfuldt bemandede udrykninger. Falck og Vestsjællands Brandvæsen har forlænget kontrakten for de øvrige brandstationer.

Det er problemer med at rekruttere nok brandfolk til udrykning i dagtimerne, som har givet de massive problemer i Tølløse samt på brandstationen i Holbæk, som også drives af Falck. Forrige år fik kommunen Falck til at acceptere en særlig bodsmodel, som indebærer, at Falck skal betale bod, hvis de to stationer ikke overholder kravene til udrykningstider og bemanding. Falck har imidlertid hidtil afvist at videreføre den bodsmodel, når kontrakterne udløber ved årsskiftet.

Nu er Vestsjællands Brandvæsen og Falck så blevet enige om nye kontrakter. Og som en væsentlig ændring overgår driften af brandstationen i Tølløse om bare 1½ måned til Vestsjællands Brandvæsen. Der er allerede påbegyndt drøftelser mellem Vestsjællands Brandvæsen, Falck og brandfolkene i Tølløse om overdragelsen til brandvæsenet.

I den øvrige del af Vestsjælland fortsætter Falck driften af de nuværende brandstationer. Det drejer sig om stationerne i Skælskør, Korsør, Ruds Vedby og Snertinge, hvor kontraktvilkårene er uændrede, samt stationerne i Mørkøv, Tuse Næs, Orø og Holbæk, hvor der i den kommende tid skal laves en ny bodsmodel og en udvidet samarbejdsaftale.

Kontrakterne er kun forlænget med et år, således at de alle udløber den 31. december 2016. Inden da vil der blive gennemført et udbud af den operative brandslukningsopgave i Vestsjællands Brandvæsen. Det er politisk besluttet, at udbuddet skal tilrettelægges således, at ingen operatører på markedet får monopol – hvilket i praksis vil sige, at hverken Falck eller Vestsjællands Brandvæsen selv vil kunne overtage al brandslukning.

Annonce