Vestsjællands Brandvæsen flytter fra nyetableret hovedsæde

Vestsjællands Brandvæsen blev fra årsskiftet etableret med hovedsæde på det tidligere rådhus i Svebølle. Her er brandvæsenets ledelse, administration og vagtcentral placeret, men medarbejderne bør nok beholde flyttekasserne. Efter at Slagelse Kommune er udtrådt af samarbejdet, har beredskabskommissionen nemlig besluttet, at hovedsædet skal flyttes til brandstationen i Kalundborg.

Slagelse Kommunes beslutning om at udtræde af Vestsjællands Brandvæsen har skabt en række udfordringer for den nye beredskabsenhed – ikke mindst fordi flere chefer fra Slagelse Kommune var udset til centrale poster i Vestsjællands Brandvæsen. Nu bliver den gennemførte virksomhedsoverdragelse fra Slagelse Kommune til Vestsjællands Brandvæsen imidlertid tilbageført, og dermed returnerer medarbejderne til Slagelse Kommune.

Nedlægger chefstillinger

Indtil videre har brandvæsenet besluttet, at stillingen som chef for det samlede operative beredskabet nedlægges, således at opgaverne varetages af de operative ledere for henholdsvis Nord/Øst og Syd/Vest. Desuden nedlægges stillingerne som faglig koordinator for brandteknisk sagsbehandling og koordinator for tilsyn og taktisk forebyggelse. En stilling som leder af brandvæsenets sekretariat varetages indtil videre af den konstituerede beredskabsdirektør.

Desuden skal der hentes en besparelse på 385.000 kr. ved at nedlægge det netop oprettede hovedsæde på det gamle rådhus i Svebølle. Den nye og mindre ledelse og administration har nemlig ikke brug for så meget plads som hidtil forudsat, og derfor har den fælles beredskabskommission besluttet, at hovedsædet flyttes til brandstationen i Kalundborg, hvor der nu er tilstrækkelig plads. Flytningen vil ske fra 1. januar 2017, hvilket giver Kalundborg Kommune mulighed for at finde en ny lejer til bygningerne i Svebølle.

Ingen stationslukninger

Trods de ændrede økonomiske forudsætninger vil der ikke ske nogen ændringer af Vestsjællands Brandvæsens stationsstruktur. Det besluttede den fælles beredskabskommission på sit første møde. På nuværende tidspunkt vil de eksisterende brandstationer således fortsætte, fortæller formanden for Vestsjællands Brandvæsen, borgmester Søren Kjærsgaard, Holbæk.

“Tryghed er et nøgleord i brandvæsenets arbejde, og med den beslutning kan medarbejdere og borgere være sikre på, at Vestsjællands Brandvæsen rykker ud, når der er brug for det – i hele Vestsjællands store geografi”, siger formanden.

Annonce