Vestsjællands Brandvæsen får nej tak fra kommende beredskabsdirektør

Der kommer til at gå længere tid end ventet, inden det nye Vestsjællands Brandvæsen får en beredskabsdirektør. Det var planen, at den nye beredskabsdirektør skulle tiltræde den 1. august 2015, men efter at der har været afholdt ansættelsessamtaler, har ansættelsesudvalgets foretrukne kandidat valgt at sige nej tak til stillingen.

Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred, Slagelse og Sorø kommuners beredskaber fusionerer pr. 1. januar 2016 til et nyt fælles beredskab, Vestsjællands Brandvæsen. Og stillingen som direktør for det nye beredskab har været opslået med ansøgningsfrist den 21. maj 2015.

Nu har det fælleskommunale ansættelsesudvalg så afholdt ansættelsessamtaler, og her identificerede udvalget en foretrukken kandidat. Men ifølge BeredskabsInfos oplysninger har kandidaten meddelt, at vedkommende har valgt at takke ja til en anden stilling.

Konsekvensen er, at ansættelsen af beredskabsdirektøren for Vestsjællands Brandvæsen er udskudt. Selve fusionen bliver dog ikke forsinket, men beredskabet må ud i en ny runde for at få ansat beredskabsdirektøren. Arbejdet med fusionen fortsætter imidlertid ufortrødent, og fusionen bliver som planlagt gennemført pr. 1. januar 2016.

Annonce