Vestsjællands Brandvæsen bevarer døgnbemandet vagtcentral

Brandstationen i Kalundborg.

Gennem flere år har fremtiden for Vestsjællands Brandvæsens døgnbemandede vagtcentral været drøftet. Vagtcentralen har givet underskud, og med Sorø og Lejre kommuners udtræden var der som udgangspunkt forventning om et endnu større underskud. Men i mellemtiden har vagtcentralen fået nye opgaver, og med udsigt til overskud fremover, er det nu besluttet, at vagtcentralen bevares.

Vagtcentralen hos Vestsjællands Brandvæsen er placeret på brandstationen i Kalundborg. I 2019 gav vagtcentralen et underskud på 0,3 mio. kr., og med Sorø og Lejre kommuners udtræden af Vestsjællands Brandvæsen var der udsigt til, at underskuddet ville stige til 1,3 mio. kr.

Derfor har brandvæsenet overvejet flere forskellige alternativer, herunder at overlade opgaverne til Midt- og Sydsjællands Brand & Rednings vagtcentral i Næstved. I mellemtiden har vagtcentralen imidlertid fået en række nye opgaver for både ejerkommunerne og andre offentlige myndigheder. Det har ændret det økonomiske billede, så Vestsjællands Brandvæsen nu forventer, at vagtcentralen giver et overskud på 1,1 mio. kr. i år.

På baggrund af den positive udvikling har beredskabskommissionen nu besluttet, at Vestsjællands Brandvæsen fortsætter driften af den døgnbetjente vagtcentral i Kalundborg. Beredskabskommissionen ønsker dog at få forelagt en opfølgning på vagtcentralens økonomi en gang om året.

Annonce