Vestsjælland får først beredskabsdirektør i 2016

Det nye Vestsjællands Brandvæsen har opgivet at få ansat en beredskabsdirektør i år. I sidste måned sagde den kandidat, som et ansættelsesudvalg havde udset sig, nej tak til stillingen, og nu har beredskabets politiske styregruppe besluttet, at stillingen først genopslås efter årsskiftet. Planen er så, at den nye direktør kan tiltræde pr. 1. april 2016.

Den foretrukne kandidat til stillingen som direktør for Vestsjællands Brandvæsen sagde nej tak til tilbuddet, da vedkommende i mellemtiden havde accepteret en anden stilling. Dermed skal stillingen genopslås.

Den politiske styregruppe, som repræsenterer de seks kommuner bag Vestsjællands Brandvæsen, har imidlertid besluttet, at den hidtidige projektleder for det fælles beredskab bliver konstitueret i stillingen – og får de opgaver og kompetencer, der er beskrevet i stillingsprofilen for beredskabsdirektøren. De nuværende beredskabschefer kommer til at udgøre en rådgivningsgruppe for ledelsen.

Projektlederen bliver ansvarlig for at sikre, at Vestsjællands Brandvæsen kan etableres pr. 1. januar 2016, herunder at fastlægge den kommende ledelsesstruktur. Først efter beredskabets etablering bliver direktørstillingen slået op – med forventet ansættelse af direktøren pr. 1. april 2016.

Annonce