Ventilationsanlæg gør det umuligt at følge beredskabsanvisninger

Arkivfoto: Beredskabsstyrelsen

”Gå inden døre. Luk døre, vinduer og ventilationsanlæg”. Sådan skal man ifølge Beredskabsstyrelsen reagere, når varslingssirenerne lyder. Men en aktuel sag fra Aarhus viser, at det i praksis ofte vil være umuligt at slukke for ventilationsanlæg i beboelsesejendomme – og dermed fortsætter anlæggene med at sende potentielt sundhedsskadelige røg ind i ejendommene.

Tirsdag formiddag udbrød der en brand i Sallings P-hus i Aarhus midtby, og da der blev udviklet sundhedsskadelig røg, blev varslingssirenerne aktiveret. Beboerne i området skulle dermed gå inden døre samt lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg.

Fagbladet Ingeniøren har imidlertid undersøgt, om ventilationsanlæggene i området rent faktisk blev slukket. Og det blev de ikke.

I en boligejendom i Fredensgade, som er nabo til Sallings P-hus, sidder ventilationsanlæggene på taget af ejendommen. For at slukke for anlægget, skal man gennem en loftlem i den øverste lejlighed i opgangen. ”Det er jo ikke muligt. Vi skal jo først ind i lejligheden og op på taget. Det er jo slet ikke sikkert, at beboeren i den pågældende lejlighed er hjemme”, fortæller varmemester Claus Schmidt til Ingeniøren.

Hos Østjysk Bolig, som administrere cirka 120 boliger i området, har man heller ikke slukket for ventilationen, som beredskabsmeddelelsen ellers befaler. Men her er problemet lidt anderledes. Her sidder afbryderen til ventilationen skjult bag en lem inde i hver af de 120 lejligheder. Og det er kun varmemesteren, som har adgang til den. ”Vi skal jo ind i alle 120 lejligheder og flytte senge og alt muligt, for at komme til den lem, hvor der kan slukkes. Det er bøvlet, det kan jeg love dig”, siger varmemester Tom Jensen.

Der har ikke være meldinger om, at nogen beboere i Aarhus midtby fik sundhedsmæssige problemer af røgen.

Annonce