Varslingssirenerne testes onsdag kl. 12

Som vanligt tester Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen varslingssirenerne den første onsdag i maj kl. 12. Der er derfor ingen grund til at blive bekymret, når du hører sirenerne onsdag. Varslingssirenerne bruges til at advare om større ulykker eller katastrofer. Derfor er det vigtigt at teste sirenerne jævnligt for både at identificere fejl og minde folk om, hvad de skal gøre ved en reel varsling.

Den første onsdag i maj tester Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet alle landets sirener. Det sker kl. 12.00, når sirenerne lyder med ”Fare”-signalet, som er en tone, der gentages fire gange i løbet af 45 sekunder. Tonen stiger langsomt og falder hurtigt, og der er pause mellem gentagelserne. Fare-signalet gentages efter fire minutter.

Efter otte minutter udsendes et ”Faren er forbi”-signal, som er en lang ensartet tone, der varer i 45 sekunder.

Ved testen den 5. maj 2021 er der ikke fare på færde, når sirenerne lyder. Hvis du hører varslingssirenerne på andre tidspunkter, er det dog vigtigt at tage det alvorligt og gå inden døre. Når du er i sikkerhed, kan du søge information om hændelsen hos DR eller TV 2. Sirenerne afvarsler igen, når faren er ovre.

Du skal ikke ringe 1-1-2, når du hører sirenerne, hverken den 5. maj eller på andre dage – kun hvis du er i akut fare eller har brug fra hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.

Fra 1951 til 1967 blev det daværende sirenesystem testet hver lørdag kl. 12. Frem til 1993 var det hver onsdag kl. 12. Og siden da hver første onsdag i maj.

Annonce