Varslingssirener og ny mobilvarsling testes onsdag kl. 12

Traditionen tro testes de danske varslingssirener kl. 12 på den første onsdag i maj. I år vil der også – for kun anden gang – blive gennemført en test af varslingssystemet S!RENEN, der vil sende test-advarsler ud til mobiltelefoner. Alle nyere mobiltelefoner burde automatisk modtage advarslen, der distribueres via en indbygget funktionalitet i telefonens styresystem.

Samtidig med testen af varslingssirenerne og S!RENEN testes også systemet til sms-varsling af døve og hørehæmmede.

”Vi tester varslingskanalerne for at sikre, at de virker, som de skal, og at folk er trygge ved dem. Sidste år testede vi for første gang S!RENEN. I år forventer vi, at flere vil modtage test-advarslen på deres mobil. Derfor bestræber vi os på at komme så bredt som muligt ud med information om testen, så vi ikke skaber unødig bekymring”, siger Lars Aabjerg Pedersen, der er chef for Kommunikation og Varsling i Beredskabsstyrelsen.

S!RENEN er baseret på teknologien cell broadcast, som gør, at kommunikationen kun går én vej: Fra myndighederne til mobilen. Myndighederne får ikke information om, hvilke mobiler der modtager test-advarslen. Alle kompatible og opdaterede mobiler, der er på 4G/5G-nettet, skulle dog modtage test-advarslen. Ønsker man ikke at modtage test-advarslen, skal man inden kl. 12 onsdag den 1. maj 2024 sætte sin telefon i flytilstand eller slukke den. Man skal så vente til kl. 12.20 med at tænde igen.

Annonce