Beredskabsstyrelsen har pumpet ca. en mia. liter vand væk fra oversvømmede områder, efter stormen Bodil ramte landet. I alt har styrelsen været indsat 175 gange til bl.a. pumpeopgaver, fjernelse af væltede træer og afstivning af bygninger. Styrelsen udlagde herudover bl.a. sandsække omkring boligkvarterer i Roskilde, Jyllinge og Frederikssund for at dæmme op for vandmasserne.
500 mand m/k fra Beredskabsstyrelsen rykkede ud i alt 175 gange i forbindelse stormen Bodil og den efterfølgende stormflod til støtte for det kommunale redningsberedskab, politiet og andre myndigheder, oplyser styrelsen. Politiet koordinerede håndteringen af stormen og stormfloden i samarbejde med det kommunale redningsberedskab og Beredskabsstyrelsen i regi af de lokale beredskabsstabe.
Torsdag og fredag blev Beredskabsstyrelsen mest kaldt til assistancer som følge af den kraftige blæst. Styrelsen fjernede f.eks. væltede træer fra togskinner og veje, afstivede bygninger og indgik desuden i stormflodsberedskabet ved Vadehavet.
Ved de efterfølgende oversvømmelser, der fulgte af de stormflodslignende forhold i de indre danske farvande, flyttede Beredskabsstyrelsen mandskab og pumpemateriel fra beredskabscentrene i Jylland og Bornholm til Sjælland for at forstærke pumpekapaciteten, der især var efterspurgt i områderne omkring Roskilde Fjord.
Omkring en milliard liter vand er samlet set blevet pumpet væk fra de ramte områder.
Styrelsen udlagde herudover bl.a. sandsække omkring boligkvarterer i Roskilde, Jyllinge og Frederikssund for at dæmme op for vandmasserne. Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som var truet af oversvømmelser pga. den høje vandstand, blev desuden sikret med sandsække og afskærmning med træplader på vinduerne, der vendte ud mod vandet.