Værnepligtige begik hærværk mod beredskabscenter

Da sommerens værnepligtige skulle hjemsendes efter seks måneder på Beredskabsstyrelsens center i Næstved, valgte en gruppe værnepligtige at smadre fem vinduer på beredskabscenteret. Sagen er blevet anmeldt til politiet, som imidlertid står på bar bund. Det er anden gang i år, at beredskabscenteret rammes af hærværk i forbindelse med hjemsendelsen af værnepligtige.

De værnepligtiges blad, Sprøjten, skriver, at hærværket ved forrige hjemsendelse bestod i, at værnepligtige sparkede lamperne ned på den gang, hvor de havde boet. Her lykkedes det imidlertid politiet at finde en gerningsmand, da der var efterladt tydelige skoaftryk på en af lamperne. Det indbragte gerningsmanden en bøde for hærværk samt en regning for opsætning af nye lamper. Senere meldte endnu en værnepligtig sig selv, så regningen blev delt mellem to.

Hærværket på hjemsendelsesdagen for sommerens værnepligtige begyndte sidst på eftermiddagen, hvor en sten blev kastet gennem et vindue til beredskabscenterets undervisningsbygning. Om natten vendte de nu tidligere værnepligtige imidlertid tilbage til beredskabscenteret, og denne gang blev der smadret fire vinduer i de værnepligtiges sovesale.

Annonce