Usædvanligt jubilæum: 60 år i beredskabet

Carsten Lind Olsen

Fredag kunne den 76-årige Carsten Lind Olsen fejre et meget usædvanligt jubilæum: Hele 60 år som frivillig i Nordsjællands Brandvæsen. På sin 16-års fødselsdag meldte han sig ind i det daværende Civilforsvar. Efter de mange år er fysikken dog ikke, hvad den har været. Men han nyder fortsat at deltage i de sociale aktiviteter med frivilligenheden, og han er indimellem med på de frivilliges øvelsesaftener.

Da Carsten Lind Olsen meldte sig, forpligtede det at være en rask og rørig ung mand, for der var behov for, at alle, der kunne, stillede op.

”Det var en helt anden tid, hvor vi jo reelt trænede til at være klar til krig. Jeg ville rigtig gerne være med, så for mig var det ikke en sur pligt – faktisk husker jeg, at jeg var meget stolt af at få den grå ulduniform på. Den lugtede godt nok fælt efter kort tid, for dengang blev vi kølet ned efter indsats ved at sprøjte uniformerne over med vand. Men sådan var det jo bare”, fortæller Carsten Lind Olsen.

Carsten Lind Olsen blev hurtigt uddannet brandmand og videreuddannede sig herefter til delingsfører. I 1970 søgte han ind i Københavns Politi og blev uddannet politimand. Undervejs fortsatte han med at være frivillig i Civilforsvaret.

Ændrede opgaver efter sammenlægning

”På et tidspunkt blev Civilforsvaret nedlagt. Vi gik i fred i 90’erne, og det betød, at der ikke var behov for at have både civilforsvar og brandvæsen. Det blev i stedet slået sammen til én enhed, og de frivillige blev dermed en del af brandvæsnet”, fortæller Carsten Lind Olsen.

Fredstiden betød også, at opgaverne for de frivillige ændrede sig. De mange øvelser, der strakte sig over flere dage, og hvor de frivillige sov med støvlerne på, var fortid. Nu blev de frivillige i højere grad brugt som brand- og førstehjælpsvagter til lokale arrangementer eller hjalp til med alt fra efterslukning og lyssætning på skadestederne til forplejning af brandfolk under indsats.

”Vi skulle selvfølgelig vænne os til den nye virkelighed og ikke mindst de nye opgaver, men det åbnede også muligheden for nye og spændende oplevelser. Jeg begyndte at deltage en del i Beredskabsforbundets landsstævner, hvor jeg konkurrerede mod andre frivillige i femkamp. Det var en sjov tid”, siger Carsten Lind Olsen.

Store ændring i materiellet

Med årene er det dog ikke kun de frivilliges opgaver, der har udviklet sig i en mere moderne retning. Det har teknologien i den grad også. Carsten Lind Olsen fremhæver netop dét som en af de største ændringer gennem de sidste 60 år.

”Vi kørte jo rundt i gamle Mercedes’er, som var uhensigtsmæssigt pakket med udstyr, og vi slæbte os nærmest halvt ihjel. Kommunikationsudstyret var også noget helt andet. Dengang havde vi radioen spændt fast på maven, så vi kunne betjene den. Det er helt vildt at tænke på, hvor meget der faktisk er sket på de år”, siger han.

Beredskabsdirektør: En stor bedrift

Jubilæumsfejringen af Carsten Lind Olsen blev holdt på brandstationen i Hørsholm med deltagelse af blandt andre formand for beredskabskommissionen i Nordsjællands Brandvæsen, Thomas Lykke Pedersen. Fejringen blev dog uden det tegn, som ellers traditionelt uddeles ved jubilæer i brandvæsnet. For der findes ganske enkelt ikke et tegn for 60-års tro tjeneste i redningsberedskabet.

”Det er helt sikkert uden fortilfælde i vores brandvæsen, at vi har et 60-års jubilæum, og jeg tror heller ikke, det er noget, der sker ofte andre steder. Det er en stor bedrift af Carsten, og jeg har meget stor respekt for, at han har været med til at gøre en forskel for andre i så mange år”, siger Lars Rosenwanger, der er beredskabsdirektør i Nordsjællands Brandvæsen.

De mange års tro tjeneste har da også sat sine spor i 76-årige Carsten Lind Olsen. Fysikken er ikke, hvad den har været, som han selv udtrykker det. Nu nyder han i stedet at deltage i de sociale aktiviteter med frivilligenheden og er indimellem med på de frivilliges øvelsesaftener.

”Kammeratskabet med de andre frivillige er noget af det, jeg holder allermest af. Vi har et fantastisk sammenhold, og jeg nyder, at jeg stadig kan være med i et eller andet omfang. Jeg kan jo desværre ikke det samme længere, men jeg er glad for, at jeg stadig får lov at bidrage, hvor jeg kan”, siger Carsten Lind Olsen.

Annonce