Uro i Beredskabsstyrelsen

Beredskabsstyrelsens øverste ledelse har givet styrelsens medarbejdere besked på, at de ikke må udtale sig til medierne om regeringens udspil til de kommende beredskabsforhandlinger. Det har fået skolechef Bjarne Kjems til at reagere: I går rundsendte han en e-mail til samtlige ansatte i Beredskabsstyrelsen, hvor han citerer fra justitsminister Lene Espersens (K) vejledning om ytringsfrihed til offentligt ansatte fra september i år. Samtidig opfordrer Bjarne Kjems sine kolleger til at benytte sig af den ytringsfrihed.

Berlingske Tidende fortæller, at Beredskabsstyrelsens ledelse har reagerer efter at Bjarne Kjems i går i avisen advarede mod regeringens forslag om at lukke både skolen på Bernstorff Slot og Beredskabsstyrelsens Højskole i Snekkersten.

Chefen for Beredskabsstyrelsen, Frederik Schydt, mener imidlertid ikke, at direktivet om at henvise henvendelser fra medierne til direktionssekretariatet strider mod regeringens vejledning om ytringsfrihed. “Direktivet om at henvise til direktionssekretariatet skyldes vores ønske om at kunne give pressen og offentligheden den bedst mulige service. Der er ofte tale om tekniske spørgsmål, og da er det vigtigt at stille de bedst mulige repræsentanter til rådighed”, siger han til Berlingske Tidende.

På et spørgsmål om, hvorvidt Bjarne Kjems så må udtale sig, siger Frederik Schydt: “Jeg vil ikke udtale mig om en konkret sag, men generelt må man udtale sig om det, man har forstand på. Spørgsmål om politiske forlig hører hjemme i direktionssekretariatet, men Bjarne Kjems har da lov at udtale sig”.

I justitsministerens vejledning om ytringsfrihed kalder ministeren det »vigtigt« og »naturligt«, at offentligt ansatte »bidrager med oplysninger om, hvilke praktiske konsekvenser politiske beslutninger har haft eller vil kunne få«.

Annonce