Hovedstadens Beredskabs Ungdomsbrandkorps, der giver unge mulighed for både at lære om brandmandsfaget og indgå i et stærkt positivt fællesskab, er nu blevet en del af Hvidovre Kommunes budget for de næste fire år. Det betyder, at Ungdomsbrandkorpset fremover kan tage imod kadetter fra Københavns, Frederiksberg og altså også Hvidovre kommuner.
Politikerne på Hvidovre Rådhus har landet budgettet for de næste år. Som en del af kommunens tryghedsskabende og kriminalitetsforebyggende indsats, bliver der over de næste fire år afsat midler til at unge, der er kørt trætte i skolen og har sociale udfordringer, kan blive kadetter i Hovedstadens Beredskabs Ungdomsbrandkorps.
”Vi er rigtig glade for, at politikerne i Hvidovre Kommune kan se, at Hovedstadens Beredskab løfter en vigtig opgave for unge, der har brug for at få fodfæste i et positivt fællesskab. Ungdomsbrandkorpset udvikler de unges sociale og faglige kompetencer og bygger bro til uddannelse og arbejdsmarkedet”, siger Jakob Vedsted Andersen, der er beredskabsdirektør i Hovedstadens Beredskab.
Lederen af Ungdomsbrandkorpset, områdeleder Just Kielberg, glæder sig til at byde de nye kadetter velkommen:
”I Ungdomsbrandkorpset giver Hovedstadens Beredskab unge mulighed for at tage en kort pause fra hverdag, der måske er kørt skævt og hvor de unge har svært ved at møde i skolen og indgå i sociale fællesskaber. Hos os er der fokus på at øge sociale og faglige kompetencer sammen med de unge, mens vi arbejder målrettet for at de unge øger deres aktive deltagelse i skolen og forbereder dem til at kunne tage et fritidsjob”, siger han – og fortsætter:
”Ungdomsbrandskorpset er ikke sat i verden for at få flere til at uddanne sig til brandmænd, men for at styrke de unges kompetencer og vise dem, at der er mange veje at gå, også selvom de ikke klarer sig så godt i skolen eller møder den store opbakning i hjemmefra”.
Udvider med flere hold
Ungdomsbrandkorpset uddanner i 2024 otte hold med 12 kadetter, men med Hvidovre Kommunes deltagelse forventer områdelederen, at der bliver behov for flere hold i 2025. Derudover vil der også være et samarbejde med Hvidovre Brandstation for at styrke kadetternes kontakt til det beredskab, der er i deres lokalområde.
Kadetterne bliver undervist af uddannede brandfolk og ambulancereddere i et to ugers forløb med øvelser med brand, redning og teambuilding. Forløbet afslutter med en dimission for de unge og deres familie.
”Efter grundforløbet kan de unge fortsætte i Ungdomsbrandkorpset, som mødes hver torsdag i Hangaren på Tomsgårdens Brandstation. Her mødes ca. 50 kadetter for at vedligeholde og udvikle deres kompetencer. F.eks. skiftes vi til at lave mad til hinanden og i det hele taget er der fokus på et trygt og positivt fællesskab blandt de unge og en stabil voksenkontakt”, siger Just Kielberg.
Mulighed for andre opgaver i beredskabet
Efter Ungdomsbrandkorpset er det muligt at fortsætte i Frivilligenheden og på sigt uddanne sig til at varetage opgaver i den operative styrke eller den tekniske eller administrative del af Hovedstadens Beredskab.
”Der er mange muligheder hos os i Hovedstadens Beredskab. Men for de unge i Ungdomsbrandkorpset handler det primært om at styrke deres faglige og sociale kompetencer, mens i de indgår i et positivt fællesskab. De opnår konkret viden og ved, at der er brug for dem ude i samfundet”, siger Just Kielberg.