Undersøger årsag til kræft hos brandfolk

Det anerkendte amerikanske Johns Hopkins University skal nu søge at klarlægge, om der er en sammenhæng mellem kræft hos brandfolk og brugen af forskellige former for brændstof og kemikalier under brandøvelser. Det er brandfolkene i byen Arundel, som har taget initiativ til undersøgelsen. Brandfolkene i Arundel er nemlig ramt af usædvanligt mange kræfttilfælde, og mange nuværende og tidligere brandfolk er døde eller døende af kræft. 

Brandfolkene mener selv, at årsagen er øvelser i 70’erne og 80’erne, hvor lokale virksomheder donerede spildolie og forskellige kemikalierester, som blev brændt af under brandvæsenets øvelser.

Mange af virksomhederne anvendte det kræftfremkaldende stof PCB i deres produktion, og brandfolkene frygter, at de spildprodukter, som blev doneret til brandvæsenet, indholdt PCB. Situationen blev forværret af, at især de yngre brandfolk i Arundel – ligesom i mange andre amerikanske brandvæsener – under øvelserne konkurrerede om, hvem der kunne opholde sig længst tid i øvelsesbygningerne uden åndedrætsbeskyttelse.

Tidligere har flere undersøgelser påvist, at der er en overhyppighed af kræfttilfælde hos amerikanske brandfolk. Men to store underøgelser blandt nuværende og tidligere brandfolk i Chicago og Seattle har ikke været i stand til at påvise enkeltfaktorer, som kunne være årsagen til kræfttilfældene. Lægerne teori er, at det er den hyppige og langvarige udsættelse for røg og kemikalier, som giver en øget forekomst af visse kræftformer. Men nu skal epidemiologer fra Johns Hopkins University undersøge brandfolkene i Arundel for at klarlægge, om kræfttilfældene kan kobles til øvelserne i 70’erne og 80’erne. På forhånd er forskerne dog skeptiske, og de tvivler på, at de vil kunne fastslå en sammenhæng med en så høj grad af sikkerhed, som vil være nødvendig, hvis brandfolkene skal have mulighed for at få erstatning. Brandfolkene ønsker nemlig at anlægge erstatningssager mod de virksomheder, der donerede olie og kemikalier, og mod deres arbejdsgiver, kommunen.

De amerikanske undersøgelser kan ikke nødvendigvis overføres til danske forhold. I Danmark anvender brandfolkene åndedrætsbeskyttelse i langt højere grad end i USA, og de danske brandfolk deltager også i væsentligt færre indsatser end de fleste af deres amerikanske kollegaer.

Annonce