Undersøgelse af brandfolks helbredsrisici: Data er nu indsamlet

De nødvendige data er indsamlet, og nu er forskerne i gang med at analysere materialet. Det er den seneste status på de to forskningsprojekter, der skal undersøge danske brandfolks risiko for at få kræft og hjertekarsygdomme på grund af deres arbejde. Projekterne ventes at være klar i oktober 2017.

Der er iværksat to undersøgelser om brandfolks helbredsrisiko: EPIBRAND er en registerundersøgelse af kræft og hjertekarsygdomme hos danske brandfolk, mens BIOBRAND er et såkaldt biomonitoreringsstudie af danske brandfolks mulige helbredsrisici ved arbejdet.

De to projekter er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden, som administreres af Arbejdstilsynet. Egentlig skulle begge undersøgelser have været afsluttet senest 31. december 2016, men det er tidligere kommet frem, at de vil forsinket næsten et år.

Nu giver beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen så en status på de to projekter:

”Lederne af forskningsprojekterne har oplyst, at de har indsamlet det nødvendige data og nu er i gang med at analysere materialet. Det er endnu ikke muligt at oplyse om resultaterne af undersøgelserne, da analyserne ikke er tilendebragt”, fortæller ministeren, der samtidig oplyser, at projektlederne har bekræftet, at de forventer at kunne afslutteprojekterne i oktober 2017.

Annonce