Undersøgelse: 89 pct. modtog varsling på mobiltelefonen

Hvert år den første onsdag i maj tester Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen varslingssirenerne og S!RENEN, der udsender varslinger på mobiltelefonen. I år blev S!RENEN testet for anden gang. Sidste år modtog 64 pct. af befolkningen varslingen på mobiltelefonen. Det tal er i år steget til 89 pct., viser en ny undersøgelse.

Undersøgelse af den nye mobilvarsling er udført af Megafon for Beredskabsstyrelsen.

De primære årsager til, at dækningen er steget fra 64 pct. til 89 pct., vurderes at være udrulning af styresystemer på befolkningens mobiltelefoner og udfasning af 3G. Det svarer til det billede, der ses i øvrige lande med tilsvarende systemer, og det flugter med Beredskabsstyrelsens formodning om hovedårsagerne til, at en større gruppe ikke modtog testadvarslen i 2023.

Det fremgår også af undersøgelsen, at 94 pct. har hørt, at der er blevet introduceret et nyt varslingssystem, hvor myndighederne kan udsende advarsler til nyere mobiltelefoner, der befinder sig i et fareområde. 83 pct. er klar over, at man ikke behøver tilmelde sig eller downloade en app for at kunne modtage advarsler via S!RENEN.

Svarer til resultater fra udlandet

I lande med tilsvarende systemer – f.eks. Norge og Nederlandene – er det også i runde tal ni ud af 10, der kan modtage advarsler på deres mobiltelefoner.

”Vi er meget tilfredse med, at advarsler via S!RENEN kan nå ni ud af 10. Det bidrager til, at så mange som muligt får besked om, hvad der sker, hvor det sker, og hvad man skal gøre, hvis der opstår en farlig situation, der hvor man er”, siger Lars Aabjerg Pedersen, der er chef for Kommunikation og Varsling i Beredskabsstyrelsen.

”Resultaterne indikerer, at der er et ret bredt kendskab til S!RENEN i befolkningen. Det er godt, for det gør, at folk forhåbentlig ikke bliver alt for overraskede, hvis de en dag modtager en advarsel på telefonen i en akut situation, og så er de mere parate til at handle”, siger Lars Aabjerg Pedersen.

Annonce