Underskud på 2 mio. kr. hos Bornholms Brandvæsen

Bornholms Brandvæsen er kommet ud af 2011 med et underskud på 2 mio. kr., efter at brandvæsenet har brugt omkring 20 % mere end budgettet på 9,7 mio. kr. Brandvæsenet har ikke nogen forklaringen på det store underskud, men man vil nu undersøge, hvor pengene forsvinder hen. I første omgang bliver konsekvensen af underskuddet, at brandstationen i Åkirkeby ikke får en ny tanksprøjte.

Det samlede budget for Bornholms Brandvæsen er på 9,7 mio. kr. årligt, og det omfatter også kontraktbetalingen til Falck, der varetager brandslukningen på Østbornholm. Et underskud på omkring 2 mio. kr. er dermed en voldsom overskridelse af budgettet, skriver netavisen Bornholm.nu.

Viceberedskabschef Palle K. Tourell har ikke umiddelbart nogen forklaring på det store underskud, men han oplyser, at ledelsen i det kommunale brandvæsen i den kommende tid vil kulegrave regnskabet for at finde ud af, hvor pengene forsvinder hen.

Annonce