Udstyr til udkald af brandfolk blev fjernet ved en fejl

Arkivfoto

Trekantområdets Brandvæsen måtte tage en nødløsning i brug, da udstyret til udkald af brandfolkene i Christiansfeld forsvandt fra en lokal radiomast i løbet af fredagen. Flere borgere havde bemærket en lift i nærheden af radiomasten, men hverken mastens ejer eller kommunen kendte til arbejdet. Derfor efterlyste brandvæsenet det forsvundne udstyr. Det viste sig dog, at der var tale om en fejl.

Udstyret på radiomasten på Lindegade 58 i Christiansfeld anvendes til udkald af brandfolkene, og Trekantområdets Brandvæsen kunne konstatere, at udstyret var forsvundet på et tidspunkt efter fredag kl. 12. Det fik brandvæsenet til at gå ud med en efterlysning:

”Vi har desværre mistet værdifuldt udstyr i antennen på Lindegade 58 i Christiansfeld, og vi har brug for jeres hjælp til at finde de ansvarlige. Det er udstyr, vi anvender til at tilkalde vores brandfolk, når alarmen lyder. Vi har taget vores forholdsregler, således vi stadig kan tilkalde brandfolk, men det er meget vigtigt for os at få udstyret tilbage”.

Borgere havde set uidentificeret lift

Brandvæsenet kunne også fortælle, at flere borgere havde bemærket, at der har været en lift med to mand på arbejde ved radiomasten.

”Desværre har ingen bemærket om der var firmanavn eller logo på de pågældendes tøj eller køretøjer. Vi har været i kontakt med Kolding Kommune, der ejer matriklen, teleselskabet 3, der ejer masten, Christiansfeldnet m.fl. Det har desværre ikke bragt os tættere på en opklaring af, hvad der er sket”, skrev brandvæsenet i efterlysningen.

Nu oplyser Trekantområdets Brandvæsen så, at de har lokaliseret udstyret og er i gang med at få det genetableret. ”Der har været en misforståelse blandt andre operatører på masten, som havde sagt god for nedtagningen. De fik så desværre taget for meget udstyr ned”, fortæller brandvæsenet.

Annonce