Udsteder påbud efter test af røgalarmer

Et flertal af testede røgalarmer lever ikke op til de gældende standarder og kvalitetskrav. Det viser en undersøgelse foretaget af Energistyrelsen i samarbejde med svenske og norske myndigheder. Energistyrelsen udsteder nu påbud om at bringe det ulovlige forhold i orden, hvilket rammer syv fejlbehæftede røgalarmer på det danske marked.

Energistyrelsen har i samarbejde med svenske og norske myndigheder foretaget kontrol og tests af røgalarmer. Resultaterne viser, at 13 ud af 23 testede røgalarmer fejler i en eller flere af de tests, der er foretaget. Af disse 13 røgalarmer findes de syv på det danske marked.

”Vi ser med stor alvor på resultaterne af de tests, vi har foretaget. Vi tager nu fat i de virksomheder, der har bragt og bringer de pågældende røgalarmer på det danske marked, så vi kan få bragt forholdene i orden. Forbrugerne skal kunne være sikre på, at de røgalarmer, de køber, er lovlige”, siger vicedirektør Dorte Nøhr Andersen fra Energistyrelsen.

Energistyrelsen har desuden iværksat en risikovurdering hos Dansk Standard og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut. Risikovurderingen skal afdække, om styrelsen skal tage yderligere skridt til at pålægge producenter og importører af de pågældende produkter at tilbagekalde produkterne fra markedet. Risikovurderingen vil blive forelagt Energistyrelsen primo september 2014.

”Røgalarmer skal kunne advare os i tide, hvis uheldet er ude, og der udbryder brand. Derfor har vi valgt at orientere offentligheden om, hvilke røgalarmer der ikke lever op til standarderne, så forbrugerne hurtigt kan finde ud af, om de har en røgalarm der er lovlig. Listen er offentliggjort på www.byggevareinfo.dk”, siger Dorte Nøhr Andersen.

Annonce