Udskilningsløb blandt skadeservicefirmaer

For få måneder siden gik et af landets største skadeservicefirmaer, Skadeservice Danmark, konkurs, og der er et udskilningsløb i gang blandt de øvrige skadeservicefirmaer. Selskabet SSG har store underskud og har sagt farvel til ca. 40 medarbejdere. Ingen af de større selskaber har penge til opkøb, så der forventes flere konkurser i branchen.

Skadeservice Danmark gik konkurs efter et opsigtsvækkende forløb, hvor selskabet i april 2014 blev opkøbt af rigmanden Birger Kuntkes, men allerede i juni 2014 måtte selskabet opgive og i stedet indgive konkursbegæring. Det skete efter at selskabets største kunde, Topdanmark, med omgående virkning opsagde samarbejdet – og dermed fjernede eksistensgrundlaget for det i forvejen nødlidende selskab.

På konkurstidspunktet havde Skadeservice Danmark haft underskud i fem ud af de seneste seks år lige siden. I 2013 tabte selskabet 17,7 mio. kr. og havde en negativ egenkapital på 24,6 mio. kr.

Imidlertid er branchen generelt ramt af, at der er færre opgaver efter brande og at antallet af skybrud på det seneste har været begrænset. Branchens største selskab, SSG, har sagt farvel til omkring 40 medarbejdere, ligesom direktøren er blevet udskiftet på grund af dårlige resultater. I seneste regnskabsår fik SSG et underskud på 28 mio. kr., og vanskelighederne er fortsat i det nye regnskabsår.

Direktør Sonny Nielsen fra SGG fortæller til Dagbladet Børsen, at tilpasningen af organisationen betyder, at tyngdepunktet er ændret, så selskabet også kan tjene penge i de år, hvor der er få skadeshændelser. “Vi kan ikke drive en virksomhed på, at man kun kan tjene penge, når der er skybrud. Når der er skybrud, så skal det give ekstra”, siger Sonny Nielsen.

I 2013 gik tre skadeservicefirmaer konkurs, mens Skadeservice Danmark altså er gået konkurs i år, og Sonny Nielsen forventer flere konkurser hos de mindre, knap så kapitalstærke skadeservicefirmaer. ”Skadeservicebranchen leverer til lavere priser, og sammenholdt med færre brande og knap så store skybrud sætter det branchen under pres. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har penge til opkøb, så det bliver fortsat konkurser”, siger Sonny Nielsen til Dagbladet Børsen.  

Annonce