Udsigt til hård konkurrence om brandslukningen i Fredensborg

Google Streetview

I sidste måned besluttede politikerne i Fredensborg Kommune, at brandslukningen i den sydlige del af kommunen skal sendes i udbud. Det blev dengang præsenteret som en kompromisløsning, som skulle sikre, at Nordsjællands Brandvæsen fortsat kunne varetage brandslukningen i den nordlige del af kommunen, mens Falck kunne fortsætte i den sydlige del. Men det er langt fra givet, at Falck får kontrakten – Nordsjællands Brandvæsen har nemlig opfordret det kommunale Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen til også at byde på opgaven, og brandvæsenet vil formentlig kunne give et meget konkurrencedygtigt tilbud, fordi brandslukningen vil kunne ske fra den eksisterende brandstation i Hørsholm.

Brandslukningen i Fredensborg Kommune har de seneste måneder været genstand for stor politisk interesse. Umiddelbart inden Fredensborg-Humlebæk og Karlebo kommuner blev lagt sammen til Fredensborg Kommune, havde politikerne nemlig besluttet, at brandslukningen senere skulle sendes i udbud. Siden kommunesammenlægningen har brandslukningsopgaven været delt mellem det fælleskommunale Nordsjællands Brandvæsen – der slukker brande i den gamle Fredensborg-Humlebæk Kommune – og Falck i Fredensborg – der slukke brande i den gamle Karlebo Kommune. Politikerne besluttede imidlertid, at opgaven i forbindelse med udbuddet skulle samles hos én operatør.

I år skulle politikerne så tage stilling til den planlagte udbudsproces, men her viste der sig i første omgang at være flertal for at lade Nordsjællands Brandvæsen afgive et tilbud på brandslukningen og så overlade hele opgaven til det fælleskommunale brandvæsen uden et udbud, hvis brandvæsenets tilbud viste sig at være attraktivt.

Imidlertid præsentere Socialdemokraterne i marts et kompromisforslag, som gik ud på, at brandslukningen i den nordlige del af kommunen fortsat skulle varetages af Nordsjællands Brandvæsen og altså ikke sendes i udbud, mens brandslukningen i den sydlige del skulle sendes i udbud. Ifølge Socialdemokraterne skulle kompromisforslaget give mulighed for, at kommunen kunne bevare de nuværende to brandvæsener, der løbende ville kunne sammenlignes på kvalitet og pris. Kompromisforslaget blev efterfølgende vedtaget, men brandslukningen sendes ikke i et egentligt udbud. I stedet annonceres opgaven, så interesserede operatører kan afgive tilbud.

Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen på banen

Det er imidlertid langt fra givet, at det rent faktisk bliver Falck, som også fremover skal varetage brandslukningen i den sydlige del af Fredensborg Kommune. Nordsjællands Brandvæsen – der udover at drive det fælleskommunale brandvæsen også varetager de beredskabsmæssige myndighedsopgaver i Fredensborg Kommune – har nemlig i begyndelsen af april sendt et brev til det sydlige nabobrandvæsen, Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen, som i brevet bliver opfordret til at byde på brandslukningsopgaven.

Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen er ligesom Nordsjællands Brandvæsen et fælleskommunalt brandvæsen. Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen blev oprettet, da Hørsholm Kommune valgte at hjemtage den brandslukning, som Falck hidtil havde varetaget, og i den forbindelse indledte et samarbejde med den daværende Søllerød Kommune.

Den nye kommunale brandstation i Hørsholm blev placeret meget tæt på den nordlige kommunegrænse, og det gav dengang anledning til hård kritik, fordi placeringen i udkanten af slukningsdistriktet af mange blev omfattet som uhensigtsmæssig. Imidlertid er placeringen særdeles hensigtsmæssig, hvis Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen skal varetage brandslukningen i den sydlige del af Fredensborg Kommune. Den opgave kan brandvæsenet nemlig løse fra stationen i Hørsholm og dermed helt uden at skulle oprette en ny brandstation.

Vurderingen i Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen er, at brandvæsenet kan løse opgaven med en forholdsvis beskeden opnormering af beredskabet på stationen i Hørsholm. Der vil således alene være behov for at anskaffe en ekstra tanksprøjte og ansætte tre holdledere og ni brandfolk. Bortset fra det kan opgaven løses af det eksisterende mandskab og med det eksisterende materiel.

Dermed er der udsigt til, at Falck vil få hård konkurrence. Redningskorpsets tilbud vil nemlig skulle omfatte et komplet slukningstog på Falck-stationen i Fredensborg, og dermed vil tilbuddet allerede af den grund formentlig blive dyrere end tilbuddet fra Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen.

Hvorvidt Rudersdal-Hørsholm overhovedet afgiver et bud på brandslukningen i Fredensborg Kommune er dog endnu ikke besluttet. Brandvæsenets ledelse har overfor politikerne indstillet, at der afgives et tilbud på en fem-årig kontrakt, men det skal først godkendes af politikerne. Sagen ventes behandlet af den fælleskommunale beredskabskommission i denne uge.

Annonce