Udrykningsfotograf skal to år i fængsel

Arkivfoto: Per Johansen

Den 28-årige udrykningsfotograf mv. Ole Eli Christiansen fik ikke noget ud af at anke en dom for bedrageri i millionklassen. Fotografen, der især er blevet kendt for hjemmesiderne ”Det Sorte Register” og “Politiet dummer sig” samt senest en strid med Redningskorps Danmark, har i Vestre Landsret fået stadfæstet en dom på to år for bedrageri og for at udgive sig for at være politimand. Selv hilser Ole Eli Christiansen dommen velkommen – den sikrer nemlig, at han får mad på bordet.

Ole Eli Christiansen blev dømt for bedrageri for 1,3 mio. kr. fordelt på 26 forskellige forhold. Bedrageriet fandt ifølge TV2/Nord sted fra 2009 til 2011, hvor Ole Eli Christiansen boede i Aalborg Øst og var RKI-registreret samt på førtidspension. I den tidsperiode oprettede han forskellige firmaer ved hjælp af falske dokumenter, så han kunne bedrage leverandører. Blandt andet har han bedraget Falck for 190.000 kroner ved at købe hjertestartere gennem sit falske firma uden at betale.

Ole Eli Christiansen blev også dømt for at have udgivet sig for at være politibetjent. Han stoppede således to unge, der kørte på én knallert, hvorefter han skrev ”bøder” på mellem 1.500 og 2.000 kr. til de unge. Desuden ringede han til deres forældre og belærte dem om børneopdragelse. betale. Ole Eli Christiansen blev derudover dømt for at have udgivet sig for at være kriminalbetjent på Mou Skole, hvor han hentede en 14-årig pige, som han fortalte skulle med på politigården. Han kørte af sted med pigen, men efter en halv time satte han hende dog af ved skolen.

”Dommen falder på et tørt sted. Så er jeg sikker på at få mad på bordet”, siger Ole Eli Christiansen til TV2/Nord.

Annonce