TrekantBrand vil sende brandslukning i udbud

Trekantområdets Brandvæsen (TrekantBrand) har indledt en udbudsprocedure for brandslukningen i Brørup, Vejen og Ejby. I dag er det Falck, som varetager opgaven. TrekantBrand har valgt at gennemføre en såkaldt forhåndsorientering, hvorefter forhandling og kontraktindgåelse skal gennemføres som en dialogbaseret proces.

TrekantBrand har offentliggjort en forhåndsmeddelelse, som har til formål at reducere fristen for modtagelse af bud på brandslukningsopgaven. Forhåndsmeddelelsen vedrører brandslukningen fra lokationerne Brørup, Vejen og Ejby, hvor Falck i dag har kontrakt på brandslukningen.

Ifølge forhåndsmeddelelsen skal forhandling og kontraktindgåelse gennemføres som en dialogbaseret proces mellem Trekantområdets Brandvæsen og de interesserede, egnede aktører. Tildelingsproceduren skal startes den 1. januar 2019.

Annonce