TrekantBrand tildeler brandslukningskontrakt til Falck

Beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen (tv) og branddirektør Max Andersen ved kontraktindgåelsen.

Brandstationerne i Give, Grindsted, Ejby, Vejen, Brørup, Kolding, Billund, Egtved og Bredsten skal de næste fire år fortsat drives af Falck. TrekantBrand har således nu officielt tildelt Falck den fire-årige brandslukningskontrakt, som blev sendt i udbud i december 2019. Kontrakten træder i kraft den 1. januar 2021 med udløb den 31. december 2024.

Falck har slukket brande i Trekantområdet siden 1927, hvor Falck indgik de første brandslukningskontrakter i Give-området. Siden fulgte Grindsted i 1929, Ejby i 1931, Vejen og Brørup i 1937, Kolding i 1970, Billund og Egtved i 1977 og Bredsten i 1995.

”Vi har haft et langt og godt samarbejde med Trekantområdets Brandvæsen både før og efter sammenlægningen af de kommunale redningsberedskaber. Der har været en god og konstruktiv dialog under forhandlingerne, og vi er rigtig glade for, at Falck fortsat kan levere det bedste beredskab til prisen, og at vi kan fortsætte vores historisk lange samarbejde”, siger Max Andersen, der er branddirektør i Falck.

Falck oplyser – noget kryptisk – at der i den nye kontrakt ”er blevet gennemført en række tiltag for at tilsikre et optimalt driftsetup og en tidssvarende organisation, der både er til gavn for borgerne, kunden og medarbejderne”.

Annonce