De frivillige brandværn i Egernsund, Gråsten og Rinkenæs vil opgive deres selvstændighed og i stedet gå sammen og etablere ét nyt brandværn, som vil få tilknyttet omkring 50 frivillige brandfolk. Sammenlægningen skal skabe et mere robust brandværn, som kan varetage alle typer opgaver inden for brandslukning, frigørelse, miljø og søredning. Det nye brandværn ønsker at få bygget en ny brandstation i Sundsnæs, som skal huse to slukningstog.
Beslutningen om en sammenlægning er blevet besluttet på et medlemsmøde for de tre brandværn, der dog skal have sammenlægningen godkendt af Sønderborg Kommune. Det er også kommunen, som skal finansiere byggeriet af en ny brandstation.
Ifølge brandværnene vil en sammenlægning sikre, at brandudrykningerne kan bemandes med det krævede antal brandfolk døgnet rundt. I området Ulsnæs-Sundsnæs, hvor den nye brandstation ønskes placeret, er der nemlig mange arbejdspladser, og samtidig vil brandfolkene fra både Egernsund, Gråsten og Rinkenæs kunne nå hurtigt nok frem til at overholde den lovpligtige afgangstid på 5 minutter.
Ny station får to slukningstog
På den nye brandstation ønsker brandværnene at placere de køretøjer, som i dag findes i Gråsten og Egernsund – og måske også køretøjerne fra Rinkenæs.
Det vil gøre det muligt at have en førsteudrykning bestående af autosprøjte, tankvogn og drejestige samt en andenudrykning med autosprøjte og tankvogn. Stationen skal også have en redningsbåd med trækkøretøj samt en mandskabsbus. Den eksisterende miljøvogn skal også bibeholdes, men eventuelt skal Rinkenæs’ autosprøjte ombygges til ny miljøvogn.
I alt vil det sammenlagte brandværn have ca. 50 frivillige brandfolk – og det er nok til, at man kan opdele brandfolkene i to hold, som skiftes til at bemandes førsteudrykningen i en uge ad gangen. Det hold, som ikke har vagt, vil bemande andenudrykningen.
CO2-neutral brandstation
Ved en sammenlægning vil de tre nuværende brandstationer kunne sælges, og disse indtægter kan delvist finansiere byggeriet af en ny brandstation. Ifølge de tre brandværn undgår man dermed også at skulle bruge penge på at bygge de omklædnings- og badefaciliteter på brandstationerne, som Arbejdstilsynet snart ventes at kræve.
Sønderborg Kommune skal nu tage stilling til forslaget, men kommunens beredskab er indstillet på at imødekomme ønsket om en sammenlægning. Desuden ønsker beredskabet, at arbejdet med at planlægge den nye brandstation sættes i gang, således at byrådet i begyndelsen af 2014 kan præsenteres for et konkret byggeprojekt. Og der kan blive tale om landets første CO2-neutrale brandstation, da man ønsker at inddrage det såkaldte ProjectZero i byggeriet. Visionen for ProjectZero er et CO2-neutralt Sønderborg-område i 2029. På brandstationen vil det f.eks. kunne opnås ved at anvende solvarmepaneler og solceller på stationens tag.