Traditionen tro har landets brandvæsener haft et travlt nytårsdøgn, der også har budt på enkelte storbrande. Generelt har antallet af brandudrykninger været stigende, men det er især småbrande i containere og tilsvarende, som tegner sig for stigningen. Antallet af ambulanceudrykninger har været faldende, men der har været 75 fyrværkeriskader.
En opgørelse fra Falck, der slukker brande i omkring 2/3 af landet, viser, at der har været 179 brandudrykninger nytårsnat. Det er væsentligt flere end sidste år, hvor der var 137 udrykninger.
Flest opgaver havde Falcks brandfolk i Region Midtjylland, hvor de rykkede ud til 48 brandopgaver. I Syddanmark rykkede brandfolkene ud 43 gange, i hovedstadsområdet 45 gange og på resten af Sjælland 26 gange, mens antallet af brandudrykninger i Nordjylland var 17.
”Falcks brandvæsener har haft en travl start på det nye år. Antallet af udrykninger til brande er 179, hvilket er 42 flere end sidste år. Der er dog hovedsageligt tale om mindre brande i containere, skraldespande og lignende”, fortæller kommunikationschef i Falck Louis Illum Honoré.
Nytårsaften 2011/2012 rykkede Falck ud til brande 165 gange, og siden har antallet været nogenlunde stabilt. Men med 179 brandudrykninger i år er der tale om det største antal udrykninger de seneste fem år.
Brandvæsener: Rolig til normalt travl nytårsaften
I en status fra beredskabschefernes faglige organisation, Danske Beredskaber, betegnes nytårsaften som en rolig til normalt travl nytårsaften. Fra i går aftes kl. 17 til i dag kl. 05 har de kommunale brandvæsner landet over rykket ud omkring 200 gange, mest i de større byområder.
Mange indsatser er desværre relateret til fyrværkeri, nemlig ca. halvdelen af udrykningerne. Den klassiske opgave er skraldespands- og containerbrandene, der næsten forekommer i alle dele af landet. Også mindre naturbrande har været på menuen efter nedfaldende fyrværkeri, i Rønde på Djursland endda ild i halmballer.
Desuden har der været en del blinde alarmer, der skyldes bordbomber, krudtrøg mv. I Haderslev måtte brandvæsnet således kort efter midnat rykke ud til domkirken, hvor en røgalarm i kirketårnet var blevet aktiveret af krudtrøg. Men heldigvis uden ild. Bornholm bidrager i den henseende med en lille glædelig historie, for i år har der på øen ikke været udkald til blinde alarmer fra ABA-anlæg på plejeinstitutionerne som følge af bordbomber og lignende, så personalet har husket at træffe foranstaltninger på de enkelte steder.
Udbrændte biler
Flere steder er der udbrændt biler som følge af fyrværkeri, f.eks. i Mariehøj, Nivå i Nordsjælland, og i andre tilfælde er det folks hjem, der brænder på grund af uheldig brug af fyrværkeri. Det skete f.eks. i går aftes i Ikast-Brande Kommune, hvor der kl. 21.42 blev modtaget melding om ild i villa. Carport, redskabsrum og garage udbrændte på grund af fyrværkeri.
I det nordjyske meldes der om lidt mere travlt end sædvanligvis, men meget stille i relation til omfang, varighed m.v. af indsatserne. I Hjørring Kommune er der f.eks. kørt seks gange hen over aften og nat, og det er lidt mere end vanligt.
Nytårsdøgnet bød på en ret usædvanlig hændelse for Nordsjællands Brandvæsen sidst på eftermiddagen. Brandvæsnet blev alarmeret til Sletten Havn i Humlebæk kl. 16.05, hvor anmeldelsen gik på en windsurfer i havsnød. Der blev iværksat en større redningsaktion, hvor Nordsjællands Brandvæsen deltog med to redningsbåde sammen med en redningshelikopter fra Flyvevåbenet. Redningsaktionen blev indstillet kl. 17.26, uden at finde nogle nødstedte.
Lolland og Falster melder også, at det generelt har været en gennemsnitlig 31. december hvad angår antal af ture, men omfanget af indsatserne har været noget større pga. en brand i en tidligere skole. Denne brand i taget og den tidligere skolebygning har været voldsom, og brandårsagen indtil videre ukendt.
Det nye Beredskab & Sikkerhed – Randers, Favrskov, Djursland gik i luften ved årsskiftet og kan melde om en relativ rolig nytårsnat. Beredskabet var aktiveret fra første minut i det nye år, bl.a. med slukning af brand i et halmoplag ved Rønde, hvor alarmen indløb ca. kl. 23.40. Den første alarm i 2016 indløb kl. 00.48 til en automatisk brandalarm i Randers. Nytårsdøgnet fra 31. december kl. 12.00 havde frem til nytårsmorgen kl. 04.30 budt på i alt 19 indsatser fordelt med 10 udrykninger i Randers kommune, to udrykninger i Favrskov kommune og syv udrykninger på Djursland.
Beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl konkluderer, at det har været en relativ rolig nytårsnat med enkelte større opgaver og som ventet en række mindre brande i containere og buskads fra nedfaldet fyrværkeri. ”Vi ved jo, at Nytårsaften traditionelt kan være hektisk for beredskabet. Det samlede beredskab i de fire kommuner var i anledning af nytåret opnormeret med en ekstra indsatsleder, men ellers er det vores normale dagligdags-beredskab, der har løst alle opgaver på fornem vis”, fortæller Kasper Sønderdahl, der har overtaget ansvaret for de fire kommuners samlede beredskab fra midnat af.
Storbrand i Rødovre
Nytårets største brand hærgede i Rødovre, hvor Københavns Vestegns Politi kl. 03.40 modtog anmeldelse om røgudvikling fra en butik i butiksarkaden på Valhøjs Alle 71 i Rødovre. Efter politiets og brandvæsenets ankomst til stedet viste det sig, at var brand i en butik, og at branden havde fået fat i tagkonstruktionen. Herfra har branden udviklet sig til tre butikker. I butiksarkaden ligger der ca. 10 butikker af forskellig karakter, bl.a. en Fakta butik.
Det brænder nytårsmorgen fortsat voldsomt på stedet, og branden er ikke under kontrol. Der er et stort antal brandkøretøjer fra flere brandvæsener på stedet. Valhøjs Alle er spærret i begge retninger. På Tårnvej er der i begge retninger i første vognbane opmarch af brandkøretøjer. Der kan derfor forventes trafikale problemer i området.
Fra branden udvikles en kraftig sort røg, der stiger til vejrs og går i nordlig retning. Beboere nord for brandstedet anbefales derfor at holde døre og vinduer lukkede og ikke at opholde sig direkte i røgen.
I Hvidovre var det en roklub på Hvidovre Strandvej, der blev ramt af en større brand i et stort bådehus af træ. Bygningen stod ikke til at redde.
I Videbæk blev et hus hærget af en voldsom brand, og det brændte ned til grunden. Politiet frygter, at husets beboer er omkommet under branden, men husets tilstand gør, at man først forventer at kunne finde et eventuelt lig senere på dagen.
Ambulancer havde færre udrykninger
Det blev også et travlt nytår i det danske akutberedskab. I år har vagtcentralerne sendt i alt 1.006 ambulancer, akutlægebiler og akutbiler på vejene, mens de tre akutlægehelikoptere ikke kom på vingerne. I 75 tilfælde har det drejet sig om fyrværkeriskader.
Fra Region Sjællands AMK-vagtcentral, der har indsamlet data om ambulanceudrykninger fra landets fem regioner, lyder meldingen, at nytåret var lidt roligere end sidste år.
En opgørelse, som dækker nytårsaften og morgen fra kl. 18.00 til 06.00, viser, at danskerne har ringet til 112 i alt 1.215 gange, hvor det har handlet om akut sygdom og tilskadekomst. Sidste år var tallet 1.375. Det udløste 1.006 udrykninger med ambulancer, akutlægebiler og akutbiler. Det er færre end sidste år, hvor der var 1.147 kørsler og seks helikopterflyvninger. Hovedparten af 112-opkaldene er modtaget mellem klokken 23 og 03.
Region Sjællands AMK-vagtcentral melder desuden om 75 skader på landsplan, der vurderes at være på grund af fyrværkeri, heraf 28 øjenskader og 26 håndskader. Dermed er der her tale om et fald i forhold til sidste år, hvor der var cirka 100 fyrværkeriskader i samme tidsrum. Dengang blev statistikken ikke fordelt på øjenskader og håndskader.
112-opkald og udrykninger til sygdom og skader, heraf formodede fyrværkeriskader, i hele landet og de enkelte regioner:
Statistik for akutberedskabet
Hele landet:
- 112-opkald: 1215
- Udrykninger: 1006
- – heraf ambulance: 881
- – heraf lægebil: 97
- – heraf akutbil: 28
- Fyrværkeriskader: 75
- – heraf øjenskade: 28
- – heraf håndskader: 26
Akutlægehelikopterne
- Flyvninger: 0
Region Nordjylland
- 112-opkald: 121
- Udrykninger: 71
- Fyrværkeriskader: 8
- – heraf øjenskade: 5
- – heraf håndskader: 1
Region Midtjylland
- 112-opkald: 247
- Udrykninger: 180
- Fyrværkeriskader: 9
- – heraf øjenskade: 4
- – heraf håndskader: 5
Region Syddanmark
- 112-opkald: 247
- Udrykninger: 209
- Fyrværkeriskader: 17
- – heraf øjenskade: 2
- – heraf håndskader: 8
Region Hovedstaden
- 112-opkald: 465
- Udrykninger: 398
- Fyrværkeriskader: 37
- – heraf øjenskade: 15
- -heraf håndskader: 11
Region Sjælland
- 112-opkald: 135
- Udrykninger: 148
- Fyrværkeriskader: 4
- – heraf øjenskade: 2
- – heraf håndskader: 1