Travl nytårsaften – men med færre angreb mod brandfolk

Med i alt 505 udrykninger havde landets beredskaber en mere travl nytårsaften end normalt. Der meldes om flere større brande, men til gengæld ser det ud til, at kurven er knækket i forhold til angreb mod brandfolk: Der er registreret 11 tilfælde, hvor brandfolk er blevet angrebet med fyrværkeri, og det er en halvering i forhold til året før.

Det er Danske Beredskaber, som har opgjort antallet af brandudrykninger nytårsaften, og tallene viser, at der i alt var 505 udrykninger. Gennemsnittet for nytårsaften er omkring 400 udrykninger.

På landsplan har der blandt andet været 15 udrykninger til brande i etageejendomme, 26 til brande i villaer og 35 mindre naturbrande. Hertil kommer 14 bilbrande, mens nytårsklassikeren – containerbrand – har medført 123 udrykninger. Affalds- og skraldespandsbrande har sendt beredskaberne afsted 54 gange.

Samlet deltog 156 indsatsledere og 1.620 brandfolk i de 505 udrykninger.

Færre angreb mod brandfolk

Der er registreret 11 tilfælde, hvor fyrværkeri er skudt mod brandfolk. Det drejer sig om fire tilfælde med raketter, tre tilfælde med romerlys, et tilfælde med et fyrværkeribatteri og tre andre tilfælde. Det er dog et fald i forhold til de ca. 20 tilfælde året før.

Hos Østsjællands Beredskab blev brandfolkene i to tilfælde beskudt med bomberør i henholdsvis Ishøj og Vallensbæk. Østjyllands Brandvæsen havde to tilfælde, hvor mandskab i brandkøretøjerne blev beskudt med romerlys, og et tilfælde, hvor mandskab blev beskudt med raketter i det fri.  I Slagelse blev mandskabet beskudt med et bomberør.

Nordsjællands Brandvæsen rykkede ud til en ABA-alarm i Nivå, og her blev der kastet et kanonslag efter mandskabet, da de er på vej ind til bygningen. Ved frakørslen fra stedet blev der skudt en raket efter køretøjet.

Alvorlige hændelser i Hovedstaden

Hos landets største beredskab, Hovedstadens Beredskab, lyder meldingen, at nytårsaften blev travlt og præget af en række alvorlige hændelser.

På grund af det relativ milde vejr var der mange mennesker på gaden, og rigtig meget nytårskrudt blev brændt af. Som tidligere år gav det mange mindre hændelser i form af bål på gaden, ild i containere og ild i biler.

Udover disse mindre hændelser, har Hovedstadens Beredskab håndteret flere meldinger om ild i lejligheder og ild i to villaer i Valby. En brand på en altan bredte sig til flere altaner og lejligheder på Nørrebro og i Valby blev de to villaer kraftigt brandskadet.

”Vi har desværre i år oplevet en stigende tendens til at man skyder fyrværkeri mod bygninger”, fortæller operationschef Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab. ”Det dybt uforsvarligt og har desværre medført skade på flere lejligheder.”

I flere tilfælde blev brandfolk fra Hovedstadens Beredskab beskudt med fyrværkeri under slukningsarbejdet nytårsnat.

”Det er vores vurdering, at der primært er tale om meget unge mennesker, der har misforstået, hvordan man fejrer nytår. Det er helt utilstedeligt at man udsætter vores medarbejdere for denne fare. Vi har et utroligt tæt samarbejde med politiet om at forebygge og forhindre disse hændelser”, siger Tim Ole Simonsen, der oplyser, at ingen brandfolk kom til skade i forbindelse med disse hændelser.

I forbindelse med den tragiske knivstikhændelse i Gothersgade i København var Hovedstadens Beredskab fremme med brandkøretøjer på stedet og ydede livreddende førstehjælp til flere tilskadekomne og ydede støtte til Region Hovedstadens ambulancetjeneste.

”Vores brandfolk ydede en vigtig indsats og sikrede hurtig hjælp til de implicerede i hændelsen”, fortæller operationschef Tim Ole Simonsen.

Annonce