Tølløse-Jernløse: Falck har nu taget over

Den 31. december 1998 om eftermiddagen overtog Falck vagten i Jernløse og Tølløse. Det tidlige tidspunkt (kontrakten trådte først i kraft kl. 0.00) var valgt for at undgå problemer, hvis der var en indsats i gang omkring midnat, idet de kommunale brandfolk, der alle har sagt op, havde meddelt, at de så ville forlade brandstedet.

I første omgang varetages vagterne i Tølløse og Jernløse af reddere og brandfolk fra andre Falck-stationer, som vil blive indkvarteret i mobilhomes ved de to stationer. Imidlertid har Falck allerede fået omkring 15 reaktioner efter at korpset opslog de ledige stillinger som deltidsbrandfolk, og man regner med snart at kunne starte uddannelsen af et hold nye brandfolk. Falck forventer at få dispensation, så man kan give de nye brandfolk både grund- og funktionsuddannelse samtidig.

I et brev siger brandfolkene i Jernløse tak for hjælpen til dem, som har bakket dem op under “kampen”. Heri skriver de bl.a. også: “Det har været en lang og sej kamp, og der er sagt mange ting i denne sag. Til tider er der måske også sagt noget, som ikke burde siges, men når man taler for døve ører, så breder panikken sig, og man griber til frustrerede handlinger. Ikke fordi vi mener, vi har været uærlige, men ting kan siges på mange måder”.

Annonce