Den traditionsrige brandstation på Ny Munkegade i Aarhus kan snart være historie. Østjyllands Brandvæsen har nemlig fået grønt lys til at arbejde videre med etablering af to nye brandstationer. Den eneste skal placeres på Sydhavnen i Aarhus og erstatte stationen på Ny Munkegade, mens den anden skal placeres i Aarhus Vest. Samtidig opgraderes bemandingen på brandstationerne i Aarhus.
Et bredt flertal i Aarhus’ byråd har tiltrådt fase 2 i Østjyllands Brandvæsens udviklingsplan for perioden 2024-2028. Det indebærer, at brandvæsenet vil få tilført godt 15 mio. kr. om året til en styrkelse af beredskabet.
Det væsentligste element i fase 2 er, at det operative beredskab i Aarhus opgraderes med yderligere seks brandfolk på døgnvagt. I Aarhus er der i dag tre udrykningsenheder (tidligere kaldet slukningstog) i døgnvagt på brandstationerne City, Nord og Syd. De er hver bemandet med seks brandfolk, men de opgraderes nu alle til otte brandfolk.
I argumentationen for styrkelsen har Østjyllands Brandvæsen henvist til, at det nuværende beredskab svarer til en ratio på én fuldtidsbrandmand pr. 19.700 indbyggere i Aarhus. Til sammenligning har Hovedstadens Beredskab én fuldtidsbrandmand pr. 12.200 indbyggere. Før 2002 var det et lovkrav, at der var én udrykningsenhed med otte brandfolk pr. 100.000 indbyggere. Med 362.000 indbyggere (i 2024) burde Aarhus dermed målt på 2002-skalaen have minimum 3,5 udrykningsenheder på fuldtid. Dvs. minimum 28 fuldtidsansatte brandfolk på døgnvagt. Nu øger man beredskabet fra 18 brandfolk til 24 brandfolk.
Nye stationer skal stå for tunnelberedskab
Herudover indebærer fase 2, at Østjyllands Brandvæsen kan starte arbejdet med at etablere to nye brandstationer. Den ene station placeres på Sydhavnen som erstatning for stationen i Ny Munkegade. Den anden placeres på brandvæsenets administrative hovedstation på Bautavej i Aarhus Vest. Planen er så, at de 24 brandfolk på døgnvagt fordeles på de fire stationer, så man igen går fra otte til seks brandfolk pr. station.
Ved at placere en brandstation i Aarhus Vest kan denne station udgøre en vigtige halvdel af Marselis-tunnel-beredskabet. På en nyopført brandstation på Sydhavnen i Aarhus vil midtbyens brandberedskab, havneberedskabet, båd- og dykkerberedskabet samt et kommende klimaberedskab kunne placeres under samme tag som den anden halvdel af tunnelberedskabet til Marselis-tunnelen.
Østjyllands Brandvæsen henviser til, at det indsatstaktisk er afgørende, at der kan sendes styrker ind i begge tunnelrør fra begge retninger, da en ulykke i tunnelen kan blokere adgangsvejen for nærmeste station. Det gælder både i anlægsfase og i den efterfølgende drift. I anlægsfasen er det endvidere vigtigt, at man fra brandstationen på Sydhavnen kan køre på begge sider af Marselis-tunnel-arbejdet. Herved sikres optimal dækning af såvel Marselisborgkvarteret og den øvrige midtby.
Ønsker yderligere styrkelse af stationerne
Selve etableringen af de to nye brandstationer er endnu ikke en realitet. Det vil kræve, at politikerne nikker til fase 3 i Østjyllands Brandvæsens udviklingsplan – og tilfører yderligere 9 mio. kr. om året.
Derefter vil følge en fase 4, hvor brandvæsenet ønsker at overgå til otte brandfolk på vagt på alle fire stationer i Aarhus. Det vil koste yderligere 20 mio. kr. om året.