To ekstra brandfolk i Randers – og måske endnu en brandstation

Falcks brandstation i Randers. Arkivfoto

Fra 2026 bliver 1-minutsudrykningen på brandstationen i Randers formentlig øget fra 1+3 til 1+5, og fra 2025 kommer der yderligere en indsatsleder på vagt. I alt investerer Randers Kommune 11,5 mio. kr. ekstra om året i beredskabet. Det er imidlertid langt fra beredskabets eget ønske om 33 mio. kr. ekstra, men kommunen vil dog kigge på, om der skal investeres yderligere, herunder i en ny brandstation i Randers Syd.

Gennem de seneste år er Randers by vokset kraftigt, og der er kommet nye, høje bygninger, komplekse bygningsværker og avancerede produktionsanlæg hos virksomhederne. Byens geografiske vækst gør, at serviceniveauet på 10 minutter allerede i dag ikke kan overholdes i flere områder i den sydlige del af byen. Den fremtidige byudvikling vil udfordre udrykningstiderne yderligere.

Det er baggrunden for, at det fælleskommunale Beredskab & Sikkerhed har gennemført en analyse af det fremtidige beredskab i Randers. Konklusionen er, at der er behov for at øge budgettet med 32,6 mio. kr. om året samt foretage engangsinvesteringer på 40-50 mio. kr.

Den største post i analysen er en styrkelse af det operative beredskab i Randers. Her vil man oprette en ny fuldtidsstation i Randers Syd med en bemanding på 1+5 samt øge 1-minutsberedskabet på den nuværende station, Randers Nord, fra 1+3 til 1+5. Det vil koste 30,6 mio. kr. om året. Ændringen vil indebære, at beredskabet samlet set øges fra to til tre slukningsenheder, da deltidsstyrken på station Randers Nord ønskes opretholdt.

Yderligere 1,2 mio. kr. om året skal afsættes til analyser, objektplaner og sagsbehandling, mens 0,9 mio. kr. skal gå til en ekstra indsatsleder på vagt. Hertil kommer anlægsudgifter til en ny station Randers Syd, som vil koste 40-50 mio. kr. plus 3 mio. kr. til projekteringen.

Politikere anerkender udfordring

Beredskab & Sikkerheds analyse er sendt til politikerne i Randers Kommune, men i første omgang bliver beredskabets ønsker kun delvist imødekommet.

I kommunens budgetaftale for 2025-2028 anerkender politikerne, at der er en udfordring: ”Aftalepartierne er enige om, at der igangsættes en fremtidssikring af beredskabet i Randers Kommune. Men opgaven er stor, og det vil komme til at tage tid at sikre et beredskab der fuldt ud er dimensioneret til de risici, der kan konstateres både nu og på sigt”, fremgår det af aftalen.

Partierne er blevet enige om at reservere ekstra 4,7 mio. kr. i 2025 og 11,5 mio. kr. årligt i 2026 og frem. Som udgangspunkt vil pengene blive brugt til ekstra sagsbehandlingskapacitet (1,2 mio. kr.), en yderligere indsatsleder på vagt (0,9 mio. kr.), fastholdelse af nuværende deltidsbrandfolk og frivillige gennem en ny ordning med specialmateriel og opgaver (2,6 mio. kr.) samt opgradering af bemandingen i Randers Nord fra 1+3 til 1+5 (6,8 mio. kr., men først fra 2026).

Om det præcis er hér, at de reserverede penge skal anvendes, afklares først senere. Embedsmændene i kommunen skal således udarbejde et oplæg om, hvor pengene bedst kan anvendes, og først derefter tages der stilling til den endelige fordeling.

Måske flere penge i næste budget

Der er således langt op til de 32,6 mio. kr., som Beredskab & Sikkerhed har anført som behov, ligesom der ikke er afsat anlægsmidler til en ny brandstation. Politikerne udelukker dog ikke, at der kommer flere penge senere i perioden:

”Aftalepartierne er opmærksomme på, at de reserverede midler ikke fuldt ud dækker de identificerede behov – herunder behovet for en ny brandstation. Aftalepartierne er i forlængelse heraf enige om, at behovet for en yderligere prioritering af beredskabet skal drøftes igen i forbindelse med budget 2026-2029”, skriver partierne – og fortsætter:

”Frem imod disse drøftelser er aftalepartierne enige om, at der skal udarbejdes en analyse af placeringsmuligheder for en ny brandstation i den sydlige del af Randers by. I analysen af placeringsmuligheder ønsker aftalepartierne, at det samtidig vurderes, hvorvidt der kan opnås positive synergier ved en eventuel samplacering med den kommunale driftsafdeling, som i givet fald også vil skulle flyttes fra de eksisterende rammer på Gudenåvej”.

Annonce