To brandværn lægges sammen – og udrykningstid sættes op

To af de små brandværn i Augustenborg Kommune bliver sandsynligvis lagt sammen. Kommunerne Sydals og Augustenborg nedsatte sidste år en fælles arbejdsgruppe, som skulle kigge på den fremtidige struktur i de to kommuners beredskab. Resultatet bliver sandsynligvis en sammenlægning af brandværnene i Asserballe og Asserballeskov. Samtidig skal der bygges en ny brandstation i Augustenborg, og i dele af kommunerne skal den maksimale udrykningstid sættes op til 20-25 minutter.

Det var i forbindelse med budgetlægningen for 2004, at kommunalbestyrelsen i Sydals og byrådet i Augustenborg besluttede at foretage en analyse af strukturen i beredskabet i de to kommuner. I analysens kommissorium blev formålet angivet: “Med henblik på at opnå en optimal udnyttelse af de økonomiske, personalemæssige og materielle ressourcer skal analysen beskrive status på beredskabet, konsekvenser af eventuelle nye centrale krav til beredskabet samt forslag (alternative) til en fremtidig struktur i beredskabet”.

Beredskabskommissionen blev styregruppe for analysen, og der blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af en repræsentant fra hvert af de frivillige brandværn, beredskabschefen, den tekniske chef samt kommunaldirektørerne. Arbejdsgruppens arbejde har nu resulteret i en rapport, der indeholder en status over det rullende materiel, driftsudgifter, bygninger, medlemmer m.m. for værnene i de to kommuner.

Derudover er der udarbejdet et forslag til risikovurdering i den enkelte kommune. For Augustenborg Kommune indebærer forslaget en inddeling i tre risikoområder – med hver deres krav til udrykningstiden. Område A skal omfatte Augustenborg Sygehus og Augustenborg Slot, og her må udrykningstiden maksimalt være på 10 minutter. Område B omfatter de øvrige bebyggede områder i kommunen, færgeforbindelsen til Fyn og trafikuheld på visse vejstrækninger. Her må udrykningstiden maksimalt være 15 minutter. Område C omfatter de dele af kommunen, der hverken henføres til tættere eller spredt bebyggelse, samt områder uden bebyggelse eller områder, der er bebygget i ubetydelig grad med fritliggende ejen-domme uden brandspredningsrisiko. Her sættes den maksimale udrykningstid op til 20-25 minutter.

Arbejdsgruppen kom også med tre alternative forslag til den fremtidige struktur indenfor beredskab. I forslag 1 videreføres det nuværende beredskab uændret. I forslag 2 lægges brandværnene i Asserballeskov og Asserballe sammen, Kegnæs bliver lagt sammen med Lysabild, og Bro lægges sammen med Augustenborg. I Augustenborg Kommune vil der herefter være værnene Augustenborg, Hundslev og Asserballe. I Sydals Kommune vil der være værnene Hørup, Lysabild og Tandslet. I forslag tre lægges der op til, at der skal være to brandværn i Augustenborg Kommune og tre brandværn i Sydals Kommune. I Augustenborg Kommune skulle det være værnene Augustenborg og Hundslev. I Sydals Kommune skulle der være værnene Hørup, Lysabild og Tandslet.

I Augustenborg Kommune har politikerne valgt en forholdsvis blød løsning, hvor kun de små brandværn i Asserballeskov og Asserballe lægges sammen, idet forslaget til risikovurdering dog også godkendes, således at udrykningstiden sættes op i yderområderne. Endvidere vil man i stedet for renovering af den nuværende brandstation i Augustenborg bygge en ny brandstation på ejendommen Langgade 22 indenfor en økonomisk ramme på 1,5 mio. kr., idet grunden overdrages vederlagsfrit til beredskabet.

Annonce