Tillidsmand: Chokerende udmelding fra beredskabschef

Vil deltidsbrandfolkene på den lukningstruede brandstation i Gudme hellere med konen på indkøb i Svendborg end at tage vagter som brandfolk? Ja, i hvert fald ifølge beredskabschefen i Svendborg Kommune. Brandfolkenes tillidsmand kan imidlertid slet ikke genkende beskrivelsen, og han betegner beredskabschefens udmelding som chokerende.

Brandstationen i Gudme står til at blive nedlagt, hvis en ny plan for risikobaseret dimensionering vedtages næste år. Lukningen skal sikre en del af den besparelse, som det kommende Beredskab Fyn er blevet pålagt.

Lokalt har lukningsplanerne dog givet anledning til protester, og et flertal i byrådet i Svendborg ser ud til at ville bevare brandstationen – hvilket vil være muligt, hvis Svendborg Kommune kompenserer Beredskab Fyn for den manglende besparelse.

Brandfolk vil hellere på indkøb

På et orienteringsmøde for byrådsmedlemmerne fortalte Svendborgs beredskabschef, Knud-Otto Westergaard, imidlertid, at der er problemer med bemandingen i Gudme. Da et byrådsmedlem bad om at få det uddybet, svarede beredskabschefen ifølge Fyns Amts Avis:

”Udviklingen er, at flere og flere arbejder længere væk, og så er det et problem at nå til stationen i tide. Derfor er det blevet aftalt, at der samtidig altid skal rykkes ud fra stationen i Svendborg. Og der har da også været et par eksempler på, at folk hellere ville med konen på indkøb i Svendborg, har jeg hørt”.

Deltidsbrandfolkene i Gudme er dog forundrede og stødte over udmeldingen om, at de hellere vil på indkøb.

”Bemærkningen er da chokerende, og det er slet ikke noget, vi kan genkende. Jeg tror roligt, jeg kan sige, at det forholder sig lige omvendt: At vi hellere vil rykke ud end at tage på indkøb”, siger brandfolkenes tillidsrepræsentant, Jacob Rønn, til Fyns Amts Avis. Han bekræfter samtidig, at der er problemer med at skaffe nok brandfolk i dagtimerne. Men brandfolkene forsøger at kompensere for problemerne. ”Hvis man har den mindste mulighed for at komme, så gør man det”, siger Jacob Rønn.

Får assistance fra Svendborg

Ifølge tal fra Falck, som driver brandstationen i Gudme, var der i perioden 2009-2014 ikke problemer med manglende brandfolk. I 2014 manglede der folk ved fire af de 47 udrykninger, og derfor blev der tilkaldt assistance fra Svendborg i de tilfælde.

I år har der manglet brandfolk ved otte af de 31 udrykninger, som der indtil videre har været.

Annonce