Tillidsfolkene for størstedelen af Roskilde Brandvæsens ansatte har i protest trukket sig fra deres poster. De tre tillidsfolk har mistet tilliden til, at brandvæsenets ledelse vil lytte til medarbejderne og samarbejde, og nu satser de i stedet på, at Roskilde Kommunes politiske ledelse vil gribe ind.
Det er tre tillidsfolk for brandvæsenets ca. 100 FOA-ansatte, som nu har trukket sig fra deres poster.
”Vi har længe haft problemer med at blive hørt. Ledelsen tager det ikke alvorligt, når vi kommer med et problem. Denne mangel på tillid fra deres side betyder, at det bliver umuligt at samarbejde. Nu venter vi på et udspil fra ledelsen og kommunen”, siger Rune Rasmussen, der i den seneste periode har været fællestillidsmand for FOA-medlemmerne, til Roskilde Avis.
Brandfolkene og chaufførerne håber på, at politikerne med borgmester Joy Mogensen (S) i spidsen vil gribe ind.
Beredskabschef Carsten Iversen fra Roskilde Brandvæsen udtrykker forståelse for medarbejdernes frustration, og han erkender, at en stor arbejdsbyrde på det seneste har medført, at vilkårene for tillidsfolkene ikke er optimale.
”Vi mistede for kort tid siden vores ambulancetjeneste i Roskilde. Det har gjort vores mandskab meget utrygge for deres fremtid. Tillidsmændene har derfor haft en meget stor arbejdsbyrde med at besvare henvendelser fra deres medlemmer. Det er mit indtryk, at der ikke er nogen store sager, men det er mængden af ting, som skulle have været afklaret i mellem ledelsen og tillidsfolkenene, der er er vokset alle over hovedet. Både ledelsen og mandskabet har været demotiveret af, at mandskabet igen er i en utryg situation med udliciteringen af deres arbejdsplads. Sager som før er blevet ordnet nemt og hurtigt, har ikke fundet deres rette hylde”, fortæller beredskabschefen til Roskilde Avis.
”Jeg går nu personligt ud i vores organisation med så stor en energi, at jeg er overbevist om, at vi kan forhandle en aftale på plads om tillidsfolkenes arbejdsvilkår”, siger Carsten Iversen.