Debat: Tillidsfolk bakker op om beredskabschef

I sidste uge blev der i Fyens Stiftstidende rettet en hård kritik mod Odenses beredskabschef, Mogens Bjerregaard, der af flere anonyme, forhenværende ledere blev beskrevet som en skånselsløs, diktatorisk og kontrollerende leder uden empati. Men den kritik er helt forkert, skriver tre tillidsfolk fra Odense Brandvæsen i dette debatindlæg, hvor de udtrykker deres fulde støtte til beredskabschefen.

Af fællestillidsmand René Cording, FOA, tillidsmand Jimmy Pedersen, Mestergruppen FOA, og tillidsmand Mikkel Mygenfordt, Beredskabsinspektørerne DOBL

Det er med stor beklagelse at man endnu en gang skal læse en artikel med en negativ vinkel på Odense Brandvæsen.

Vi udtrykker vores samlede og fulde støtte til beredskabschef Mogens Bjerregaard og ønsker at komme med et dementi i forhold til de i artiklen skrevne påstande. Vi kan ikke anerkende, at Mogens skulle være en chef, der mangler empati, er diktatorisk og uden tillid til folk.

Det er vores opfattelse, at det er helt naturligt med en vis dynamik i forbindelse med en organisationsændring, og ser de beskrevne opsigelser hos lederne som et udtryk for, at de ikke har kunnet finde deres rolle i den nye organisation. Vi er ikke bekymrede for at det skulle være på baggrund af Mogens’ lederstil, men ser snarere, at baggrunden skal findes i selve processen.

Som medarbejdere er vi generelt meget tilfredse med vores arbejdsplads og vores gode arbejdsmiljø. Vi har stor indflydelse på hverdagens beslutninger og føler, ikke mindst gennem lokaludvalget, at vi arbejder sammen og fælles for en udvikling af Odense Brandvæsen frem mod vores vision om at være Danmarks førende brandvæsen.

Der er opbakning fra medarbejderne til den ledelsesstil og de krav, der er stillet i forbindelse med organisationsændringen, og vi er sikre på, at Odense Brandvæsen er et bedre og mere velfungerende brandvæsen end for fem år siden.

På vegne af det store flertal inden for grupperne beredskabsassistenter, beredskabsassistenter med holdlederfunktion, tekniske servicemedarbejdere, viceberedskabsmestre, beredskabsmestre og beredskabsinspektører.

Annonce