Kommuner kan nu indgå kontrakter med Falck uden udbud

Hvis en kommune ønsker at indgå kontrakt med f.eks. Falck om brandslukning, så kan kommunen nu gøre det uden at gennemføre et udbud eller annoncering af kontrakten. Det er konsekvensen af en ændring af den såkaldte tilbudslov, så loven nu friholder kommunerne for de store udgifter, som er forbundet med et udbud af brandslukningen. Baggrunden er, at udbuddene i mange kommuner blevet opfattet som spildt ulejlighed, fordi der f.eks. på brandslukningsområdet reelt ikke er mere end én leverandør at vælge imellem.

Hidtil har reglerne i tilbudsloven medført, at kommunerne skulle gennemføre en såkaldt annoncering af brandslukningskontrakter. Annonceringen er et ”mini-udbud”, hvor kravene er mindre, end hvis der gennemføres et egentligt EU-udbud, men i mange kommuner har man opfattet visse af annonceringerne som unødigt ressourcekrævende. Det gælder især annoncering af særlige tjenesteydelser inden for blandt andet sundhed, sikkerhed og brandslukning. Her er kommunernes erfaring nemlig, at de besparelser, som opnås ved en annoncering, ikke står i et rimeligt forhold til udgifterne ved at gennemføre annonceringsproceduren – primært fordi der kun er meget få leverandører på markedet.

Med den seneste ændring af tilbudsloven skal kommunerne ikke længere annoncere de særlige tjenesteydelser. Dermed er det nu op til kommunerne selv at vurdere, om de ønsker at annoncere en brandslukningskontrakt, eller om de ønsker at indgå en aftale med f.eks. Falck uden forudgående annoncering.

De særlige tjenesteydelser skal heller ikke udbydes efter EU’s udbudsregler. Nogle af principperne i EU-reguleringen gælder dog fortsat for de såkaldte bilag II B-ydelser. Hvis en brandslukningskontrakt overstiger en vis værdi, vil kommunen således fortsat skulle indsende en bekendtgørelse til EU-tidende om indgåelse af kontrakten.

Annonce