Tidligere kasserer i brandværn dømt for underslæb

Arkivfoto

Kliplev Frivillige Brandværns tidligere kasserer er ved retten i Gråsten blevet dømt for at have taget ca. 25.000 kr. fra brandværnets kasse. Dommen lød på 60 dages fængsel, men den blev gjort betinget med en prøvetid på et år. Retten fandt ikke, at den 55-årige, der er invalidepensionist, var egnet til samfundstjeneste.

Kassererens underslæb var en del af årsagen til, at brandværnets bestyrelse sidste år valgte at ekskludere ham. Det var en beslutning, der blev kraftigt kritiseret af nogle af brandværnets medlemmer, hvilket resulterede i, at bestyrelsen valgte at gå af. Kassereren har haft en personlig strid med et af de menige medlemmer i brandværnet, og det resulterede blandt andet i, at han skrev trusselsbreve til sine bestyrelseskolleger. Disse breve var den officielle begrundelse for at ekskludere kassereren i november, men allerede dengang havde man mistanke om underslæb, og en undersøgelse blev iværksat.

I retten fortalte den tidligere kasserer, at pengene var blevet brugt på betale telefonregninger og finansiere hans sølvbryllup.

Annonce