Da TDC i sidste måned oplevede et massivt nedbrud på mobilnettet, så kunne selskabets kunder ikke ringe 112. Dermed afslørede nedbruddet en alvorlig brist. I dag er telenettet nemlig designet sådan, at man kan ringe 112 via et andet selskab, hvis der er nedbrud. Men TDC’s nedbrud aktiverede ikke den mulighed. Derfor vil teleselskaberne nu forsøge at finde en ny teknisk løsning.
På tværs af teleselskaberne er der etableret en særlig løsning, der træder i kraft, hvis en kunde med en mobiltelefon ikke har adgang til mobilnettet. Det betyder, at hvis der ikke er sim-kort i telefonen, eller hvis kundens mobilnet af en eller anden årsag ikke er tilgængeligt, så bliver et opkald til 112 automatisk gennemført via et tilgængeligt mobilnet fra et konkurrerende selskab.
Men da TDC havde et massiv nedbrud den 28. november 2024, var problemet, at TDC’s mobilnet stadig var tilgængeligt, så kunderne blev på dette net. De kunne bare ikke gennemføre opkald. I den situation, hvor nettet stadig var tilgængeligt, virkede den etablerede løsning på tværs af selskaberne ikke, og der var dermed kunder, der ikke kunne ringe 112.
Ikke en optimal løsning
”Det er en problemstilling, som vi tager meget alvorligt, og som vi i branchen er enige om at forsøge at finde en løsning på. På kort sigt er løsningen, at man kan tage sim-kortet ud af sin telefon eller slå sit elektroniske sim-kort fra. Men det er ikke en optimal løsning. Vi skal derfor afdække, om vi kan finde en teknisk løsning, så vi på tværs af net kan hjælpe med at sikre, at folk i nød kan ringe efter hjælp – også i den situation, hvor kundens net faktisk er tilgængeligt, men hvor opkaldet ikke lykkes”, lyder det fra Jakob Willer, der er direktør for brancheorganisationen Teleindustrien.
”Vi vil endvidere drøfte i branchen og med myndighederne, om vi kan styrke den digitale infrastruktur for beredskabsaktører og andre, der i krisesituationer har behov for at kommunikere ved at muliggøre, at man ved nedbrud på et net kan få adgang til at anvende andre net”, tilføjer Jakob Willer.