Tårnby springer fra: Vil ikke være med i fælles hovedstadsberedskab

Google Maps
Tårnby brandstation.

Københavns Kommune vil komme til at dominere det fælles beredskab for de ni kommuner i hovedstadsområdet. Det mener Tårnby Kommune, som derfor overraskende har besluttet, at man alligevel ikke vil være med i det fælles beredskab. I stedet vil man som hidtil samarbejde med beredskabet i Kastrup Lufthavn og i Malmö.

Et yderst velfungerende brandvæsen og beredskab i Tårnby skal forblive selvstændigt og ikke indgå i et fælles hovedstadsberedskab domineret af Københavns Kommune.

Det besluttede en enig kommunalbestyrelse i Tårnby tirsdag aften.

Københavns Kommunes dominerende rolle i det fælles selskab vil gå hårdt ud over de mindre kommuner, mener borgmester Henrik Zimino.

“Københavns Kommune har en helt klar strategi om at sætte sig tungt på magten i selskaber som dette. Det knuser de mindre kommuners mulighed for at få indflydelse og sikre lokale interesser. En politisk beslutning i april i år viser helt tydeligt, at man nu strategisk arbejder målrettet med at øge magten i samtlige fællesejede selskaber, man ejer en del af. Tilmed har Københavns Kommune etableret et helt kontor, som skal føre de intentioner ud i livet”, siger Henrik Zimino.

Henrik Zimino peger derudover på, at baggrunden for at oprette et fælles beredskab ikke holder:

“Den aftale, der er lavet mellem KL og staten, kan vi ikke regne med, viser det sig. Der er slet ikke klarhed over overflytningen af opgaver fra staten til kommunerne ligesom det nødvendige lovgrundlag på flere områder mangler”.

Endvidere minder borgmesteren om, at et lokalt forankret brandvæsen ikke blot skaber mest tryghed og sikkerhed, men at det også har vist sig, at endog meget komplekse opgaver i Lufthavnen og på Øresundsforbindelsen gennem en lang årrække er blevet udført af Tårnby Brandvæsen. Dette er sket i et frugtbart samarbejde med Lufthavnens Brandvæsen og Malmö Brandkår.

“Samarbejde har vi i øvrigt ikke noget imod, der skal blot være åbenlyse fordele for alle parter. Derudover skal der ligeværdighed og respekt mellem parterne, det er der ikke i dette tilfælde”, siger borgmesteren.

Annonce