En deltidsbrandmand fra Fredericia skal syv år i fængsel for at have påsat otte brande, som han selv efterfølgende var med til at slukke. Den 25-årige Jesper Michael Sørensen tilstod i byretten i Fredericia, at han siden 1997 har stået bag i alt otte brande – blandt andet stak han ild på en gård, en rideklub og også sin egen opgang, oplyser Kanal 94.
Ved branden i deltidsbrandmandens egen opgang var tre mennesker i fare for at brænde inde. Jesper Michael Sørensen medvirkede selv til at slukke brandene, og i retten forklarede han, at det gav ham en god fornemmelse, at andre kunne se han var brandmand. Den unge mand blev anholdt efter lang tids efterforskning i september, men først i januar erkendte han, at han stod bag alle otte brande, som han blev dømt for.
Det blev regnet for en særdeles skærpende omstændighed at Jesper Michael Sørensen selv var brandmand.