Sydvestjysk brandslukning er nu sendt i udbud

Brandstationen i Esbjerg

Driften af otte brandstationer i Esbjerg, Varde og Fanø kommuner er nu sendt i udbud. Det er Sydvestjysk Brandvæsen, som udbyder brandslukningen i de områder, hvor opgaven i dag varetages af Falck. Resultatet af udbuddet vil få effekt, når de nuværende kontrakter udløber, hvilket indebærer, at en ny kontrakt først får fuld virkning fra 2023.

Sydvestjysk Brandvæsens udbud omfatter driften af brandstationerne i Agerbæk, Ølgod, Varde, Oksbøl, Nr. Nebel, Bramming, Nordby og Esbjerg. I Esbjerg er 1. udrykningen i udbud, mens der er option på 2. og 3. udrykning. De resterende brandstationer er kommunale, og driften af disse stationer sendes ikke i udbud.

Kontrakten vil omfatte følgende opgaver:
  • Materiel og køretøjer, herunder service og vedligehold samt øjeblikkelig levering og drift af reservekøretøjer. Materiel og køretøjsbestykning reguleres via den risikobaserede dimensionering og skal altid fremstå vedligeholdt, driftssikker og i præsentabel stand, og bære Sydvestjysk Brandvæsens logo. Køretøjstyper må på intet tidspunkt overstige nærmere fastsatte aldersgrænser.
  • Mandskab i form af holdledere og mandskab.
  • Komplet indsatsbeklædning til alt mandskab (branddragt, hjelm, støvler, røgdykker hætte, handsker inkl. reservemundering på alle stationer). Beklædningen skal bære Sydvestjysk Brandvæsens logo.
  • Stationsbygninger i præsentabel stand, inkl. daglig drift.
  • Specialudstyr som Cobra slukningsudstyr, frigørelsesværktøj til redningsopgaver samt udstyr til kemikalieuheld, herunder kemikaliedragter, gnistfri opsamlingsudstyr, luftforsyning mv. (forefindes ikke på alle stationer).
  • Bådberedskab på en station i Varde Kommune.

I dag har Sydvestjysk Brandvæsen tre forskellige kontrakter med Falck, og nye kontrakter vil først træde i kraft i takt med, at de gamle kontrakter udløber. Dermed træder kontrakterne i Varde Kommune i drift 1. januar 2019, i Esbjerg Kommune 1. januar 2022 og i Fanø Kommune 1. januar 2023. Den nye kontrakt vil udløbe 31. december 2028.

Annonce