Sundhedshensyn skal veje tungere end brandhensyn ved brug af håndsprit

De seneste måneder er håndsprit blevet en uundværlig del af hverdagen i danske hjem og virksomheder. Men håndsprit er en brandfarlig væske, der hører til blandt de mest letantændelige væsker. Derfor er håndsprit også omfattet af restriktive regler om opbevaring og transport, som f.eks. gør, at butikker faktisk ikke må opstille håndsprit ved indgangsdørene. Men nu lempes reglerne.

Håndsprit indeholder typisk ethanol eller 2-propanol (isopropylalkohol). Dermed er håndsprit en brandfarlig væske, der endda er en af de mest letantændelige væsker. Det gælder også, når håndsprit har form af gel.

Regler kan fraviges – hvis der er væsentlige sundhedsmæssige hensyn

Efter de gældende regler om brandfarlige og brændbare væsker må håndspritdispensere derfor ikke anbringes i flugtveje. Men dermed kolliderer reglerne med sundhedsmyndighedernes anbefalinger om håndhygiejne og brug af håndsprit. Det gælder særligt for forretninger, hvor håndspritdispensere naturligt anbringes i gangarealer og ved indgangsdøre – som imidlertid har status af flugtveje. Så ved at følge de sundhedsmæssige anbefalinger, overtræder butikkerne altså brandsikkerhedsreglerne.

Nu er der imidlertid en ændring af reglerne på vej, så der tages højde for situationer, hvor de sundhedsmæssige hensyn vejer tungere end de brandmæssige. Fremover må der således anbringes håndspritdispensere med et rumindhold på højst 1 liter pr. dispenser i flugtveje, bortset fra trapperum, hvis der vel at mærke er væsentlige sundhedsmæssige hensyn, der taler herfor, og hvis dispenserne ikke umiddelbart kan placeres andre steder. Reglerne slår dog også fast, at de brandmæssige hensyn fortsat skal tilgodeses i videst muligt omfang.

De brandmæssige hensyn skal blandt andet tilgodeses ved at det sikres, at den samlede mængde håndsprit i flugtvejen indgå i den samlede vurdering af, hvor mange dispensere det er forsvarligt at anbringe. Bredden af flugtvejen bør også indgå i den samlede vurdering af, hvor mange dispensere det er forsvarligt at anbringe. Der bør desuden benyttes hårdt materiale til dispenserne, men ikke nødvendigvis ubrændbart materiale. Dispenserne og eventuelle holdere bør herudover være beskyttet mod tændkilder, så der bør være passende afstand til stikkontakter. Dispenserne bør ikke placeres i flugtveje med gulvtæpper, ligesom genopfyldelige dispensere ikke bør genopfyldes på stedet på grund af risikoen for spild ved omhældning fra en større beholder til dispenserne.

Samme undtagelse gælder allerede for plejeinstitutioner, herunder sygehuse, men udvides altså til at gælde generelt. Lempelsen vil også gælde, efter at COVID-19-situationen er overstået. Det skyldes, at der efter den aktuelle pandemi forventes at være et fortsat stort fokus på hygiejne til forebyggelse af sygdomme.

Lempelsen af reglerne ventes at træde i kraft den 1. juni 2020, men Beredskabsstyrelsen opfordrer allerede nu brandmyndighederne til at undlade at påtale forhold, som med den kommende lempelse fremadrettet vil blive lovlige.

Kun få regler for transport af under 240 liter

Når det gælder transport af håndsprit, er reglerne allerede blevet lempet. På grund af de sundhedsmæssige hensyn, der knytter sig til COVID-19-pandemien, er der således indgået en international aftale, der i en periode lemper på kravene i den såkaldte ADR-konvention.

Med aftalen undtages transport af håndsprit i beholdere på højst 5 liter og i mængder op til 240 liter pr. transporterende enhed (køretøj med eventuel anhænger) fra de fleste bestemmelser i ADR-konventionen. Der gælder heller ikke de sædvanlige uddannelseskrav eller krav om markering af, at der transporteres farligt gods.

Der gælder dog fortsat nogle vilkår for transport af håndsprit. Blandt andet skal der i køretøjet medbringes en håndildslukker, ligesom der ikke samtidig må transporteres andre former for farligt gods. Desuden skal lasten være forsvarligt stuvet og fastgjort eller fastkilet, så de enkelte enheder ikke kan forskubbe sig i forhold til hinanden eller til køretøjet under normale transportforhold.

Privatpersoner kan under alle omstændigheder transportere mindre mængder håndsprit til eget forbrug uden at være omfattet af farligt gods-reglerne. Ligeledes kan medarbejdere i en virksomhed medbringe håndsprit til og fra et arbejdssted til eget forbrug på lempelige vilkår.

Annonce