
Beredskabsstyrelsen har mistet tålmodigheden med Frederiksborg Brand & Redning, og derfor har styrelsen nu indbragt det fælleskommunale beredskab for den kommunale tilsynsmyndighed. Beredskabsstyrelsen mener, at Frederiksborg Brand & Redning overtræder beredskabslovgivningen ved ikke at afsende nærmeste hjælp ved brand. Dermed forsinkes hjælpen med op mod 8 minutter.
Det bliver nu op til det kommunale tilsyn hos Ankestyrelsen at vurdere, hvorvidt Frederiksborg Brand & Redning overtræder beredskabslovgivningen – og hvilke konsekvenser det i givet fald skal have for beredskabet og den fælleskommunale beredskabskommission.
Det handler om § 12, stk. 5, i beredskabsloven og § 5, stk. 2, i dimensioneringsbekendtgørelsen. Heraf følger det, at den nærmeste relevante udrykningsenhed med de rette kompetencer og materiel skal indsættes, når alarmen går. Det skal ske, uanset om den nærmeste enhed befinder sig på den anden side af en kommunegrænse eller en grænse mellem to fælleskommunale beredskaber.
Reglerne om den såkaldte frie disponering blev i sin tid indført for at understrege, at hverken økonomiske hensyn eller et manglende samarbejde mellem naboberedskaber må gå ud over borgerne, der under alle omstændigheder skal have hjælp så hurtigt som muligt.
Men netop samarbejdet halter mellem Frederiksborg Brand & Redning og naboberedskabet Beredskab Øst.
Nærmeste brandstation dækker ikke længere
Beredskab Øst ejer og driver brandstationen i Ballerup, og dens beliggenhed gør, at brandkøretøjerne herfra kan være hurtigst fremme, når alarmen går i dele af Frederiksborg Brand & Rednings dækningsområde – nærmere bestemt Hareskovby, Jonstrup og det sydlige Værløse i Furesø Kommune.
Men i 2024 opsagde Frederiksborg Brand & Redning aftalen om at Beredskab Østs brandstation i Ballerup skulle dække de tre områder.
I dag kommer udrykningerne derfor i stedet fra Frederiksborg Brand & Rednings egen brandstation i Farum. Men en analyse fra Beredskabsstyrelsen viser, at det indebærer, at udrykningerne ankommer op til 7½ minut senere, end hvis de kom fra Ballerup.
Beredskabsdirektør: Aftale var for dyr
Ifølge beredskabsdirektør Rikke Sønderriis fra Frederiksborg Brand & Redning blev aftalen med Beredskab Øst opsagt, fordi den samlede betaling til Beredskab Øst var i størrelsesordenen 3 mio. kr.
”Vi har i Frederiksborg Brand & Redning valgt at hjemtage slukningsopgaverne i de områder i Furesø og Egedal, hvor vi kan løse opgaven billigere selv og samtidig overholde vores eget politisk vedtagne serviceniveau og responstider. Vi har alene ønsket at finde alternativer til aftalen med Beredskab Øst, fordi aftalen har været dyr. Vores pointe er, at vi kan løse opgaven til halv pris med en kombination af vores eget beredskab og Beredskab Øst og samtidig overholde vores besluttede servicemål og responstider”, siger Rikke Sønderriis.
Rikke Sønderriis fortæller, at Frederiksborg Brand & Rednings opfattelse er, at lovgivningens krav om afsendelse af “nærmeste relevante udrykningsenhed” indebærer, at der kan indlægges en vurdering af økonomien, når kravet skal fortolkes. Med andre ord: Hvis den nærmeste enhed er for dyr, så er den ikke relevant – og dermed er der ikke krav om, at den skal afsendes.
Styrelse og naboberedskab: Ulovligt
Den fortolkning er Beredskabsstyrelsen imidlertid slet ikke enig i. Styrelsen mener således, at Frederiksborg Brand & Redning overtræder beredskabslovgivningens regler om fri disponering. Derfor har styrelsen nu indbragt Frederiksborg Brand & Redning for det kommunale tilsyn hos Ankestyrelsen.
Egentlig havde Beredskabsstyrelsen anmodet Frederiksborg Brand & Redning om senest ved udgangen af marts 2025 at give en status for drøftelser med Beredskab Øst om indgåelse af en ny aftale, som vil sikre, at princippet om fri disponering overholdes. Beredskabsdirektør Rikke Sønderriis har imidlertid oplyst til Beredskabsstyrelsen, at Frederiksborg Brand & Redning ikke vil rette yderligere henvendelser til Beredskab Øst om en aftale. Derfor ”finder Beredskabsstyrelsen ikke anledning til at afvente en status herom ved udgangen af marts 2025 fra Frederiksborg Brand & Redning”, og styrelsen har således valgt at indbringe Frederiksborg Brand & Redning for kommunaltilsynet inden fristens udløb.
Vurderingen af, at lovgivningen er overtrådt, deles tilsyneladende af Beredskab Øst. Og i forbindelse med Frederiksborg Brand & Rednings opsigelse af aftalen om assistance fra brandstationen i Ballerup til Furesø Kommune var man hos Beredskab Øst bekymret for, om Beredskab Øst kunne ifalde et juridisk ansvar, når der efter Frederiksborg Brand & Rednings ønske blev indgået en ny aftale, som ikke sikrede den hurtigst mulige hjælp:
”Beredskab Øst er bevidst om, at det fremgår af beredskabslovgivningen, at den nærmeste (hurtigste) relevante enhed skal afsendes, men har ikke ansvar herfor i andre beredskabers område, hvorfor vi ikke vurderer, at vi handler i strid med gældende lovgivning med indgåelse af aftalen. Beredskabsstyrelsen bedes tilkendegive, såfremt man er uenig heri”, skrev Beredskab Øst således til Beredskabsstyrelsen.
Kan komme med udtalelse – og tvangsbøder
Ankestyrelsens kommunaltilsyn vil oftest reagere ved at afgive en vejledende udtalelse, hvor tilsynet fastslår, om der er handlet i strid med lovgivningen. Hvis udtalelsen ikke efterleves, kan tilsynet vælge at sætte beredskabets beslutning ud af kraft, hvis den strider mod loven. Frederiksborg Brand & Rednings øverste ledelse udgøres af beredskabskommissionen, og medlemmerne af beredskabskommissionen kan også få tvangsbøder, hvis de ikke gør det, som de efter loven har pligt til.
Beredskabskommissionen består af borgmestrene Ole Bondo Christensen (formand), Furesø Kommune, Steffen Jensen (næstformand), Halsnæs Kommune, Kirsten Jensen, Hillerød Kommune, Tina Tving Stauning, Frederikssund Kommune og Vicky Holst Rasmussen, Egedal Kommune, samt Uffe Stormly fra Nordsjællands Politi og medarbejderrepræsentanterne Henrik Sunekær og Brian Nissen.
En enig beredskabskommission har i 2024 godkendt en ny dimensioneringsplan for Frederiksborg Brand & Redning, selv om Beredskabsstyrelsen forud for godkendelsen havde advaret om, at dimensioneringsplanen var i strid med beredskabslovgivningen på grund af den manglende efterlevelse af kravet om fri disponering.
Det har ikke være muligt at få en kommentar fra beredskabskommissionens formand, borgmester Ole Bondo Christensen (Soc. dem.) fra Furesø Kommune.