Strid mellem brandvæsen og naturfredningsfolk efter redningsaktion

Egentlig var det en flot og vellykket redningsaktion: Brandfolk fra brandværnet i Tyrstrup brugte deres fredag aften på at redde en hund, der var blevet fanget i en grævlingegrav. Efter fire timers hårdt arbejde blev hunden reddet ud i god behold. Men nu bliver sagen taget op af Danmarks Naturfredningsforening, der mener, at redningsaktionen kan have været ulovlig.

Redningsaktionen fandt sted sidste fredag, hvor en familie havde været ude at gå med deres to terriere i sommerhusområdet ved Grønninghoved Strand sydøst for Kolding. På et tidspunkt løb hundene i forvejen, og familien så dem løbe ned i en grævlingegrav, hvor de ikke kunne komme ud igen.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Efter nogle timers forgæves forsøg på selv at få gravet hundene ud, tilkaldte familien hjælp, og brandfolkene fra Tyrstrup rykkede ud. De fik hurtigt den ene hund ud, mens den anden først blev reddet ud efter omkring fire timers hårdt gravearbejde.

Men nu er Danmarks Naturfredningsforening gået ind i sagen. Både grævlinger og deres grave er nemlig fredet, og derfor kan der være sket et lovbrud, da brandfolkene gravede i grævlingernes bolig og ødelagde dele af den, mener foreningen.

”Vi tager sagen alvorligt og kigger nærmere på den”, siger Esben Christoffersen, der er formand fra Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Kolding, til Jydske Vestkysten.

Beredskabsdirektør: Vi må gøre det nødvendige

Hos TrekantBrand er beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen ikke enig. Han mener, at brandfolkene havde en handlepligt i situationen:

”Vores opgavesæt er reguleret i beredskabsloven, og der står ganske kort, at vi skal redde personer, ejendomme og miljø. Brandvæsenets egen læresætning er, at vi i følgende rækkefølge skal redde mennesker, dyr og værdier. Dyr står ikke decideret i beredskabsloven, men de har en stor værdi for nogen, så jeg vil mene, at det falder ind under vores opgavesæt. Indsatslederen har skønnet, at opgaven lå inde under beredskabsloven, og så går vi i gang med at udføre opgaven”, siger Jarl Vagn Hansen til Jydske Vestkysten.

”Vi har meget vide hjemmelsbeføjelser til at gøre, hvad der er nødvendigt for at standse skadens udbredelse. Vi kan fjerne jord, vi kan fjerne mursten, eller hvad der er nødvendigt for at hindre skadens udvikling”, siger beredskabsdirektøren, der slår fast, at det også gælder bygninger og områder, der er fredet.

Annonce