Beredskabsstyrelsen har indledt et stort udbud, der omfatter rammeaftaler for chassiser til brandkøretøjer. Der skal indgås tre forskellige rammeaftaler, som vil kunne anvendes af både det statslige og kommunale beredskab. Rammeaftaler vil gælde i to år med mulighed for en tilsvarende forlængelse, og samlet har de en anslået værdi på 43 mio. kr.
Rammeaftalerne omfatter anskaffelse af lastbilchassiser i varierende størrelser og specifikationer. Chassiserne skal anvendes til opbygning af brand- og redningskøretøjer til brug ved indsats og undervisning for det samlede danske beredskab. Udover anskaffelse af lastbilchassiser omfatter udbuddet reservedele til og service af lastbilchassiserne.
Chassiserne skal primært anvendes til opbygning af automobilsprøjter, tankvogne, containerlastvogne, lastvogne med kran og lastvogne med lad.
Udbuddet er opdelt i tre delaftaler:
- Lastbilchassiser over 7,5 tons – med almindeligt førerhus. Tilbudsgivere skal afgive tilbud på otte forskellige chassistyper, der alle skal kunne leveres med både en kort, mellemlang og lang førerhustype. Her er den anslåede værdi 15 mio. kr.
- Lastbilchassiser over 7,5 tons – med smal mandskabskabine (maksimal udvendig bredde på 2,3 m). Tilbudsgivere skal afgive tilbud på to forskellige chassistyper. Her er den anslåede værdi 8 mio. kr.
- Lastbilchassiser over 7,5 tons – med bred mandskabskabine (minimal udvendig bredde på 2,4 m). Tilbudsgivere skal afgive tilbud på fem forskellige chassistyper. Her er den anslåede værdi 20 mio. kr.
Der er tilbudsfrist den 9. november 2018, og prisen vil være eneste tildelingskriterium.