Store problemer med bemanding af brandstationen i Hornbæk

Næsten hver dag er der problemer med at dække vagterne på brandstationen i Hornbæk, fordi de fleste af stationens deltidsbrandfolk ikke arbejder i lokalområdet. Helsingør Kommunes beredskabschef mener, at den fagligt bedste løsning vil være, at der etableres et beredskab med faste brandfolk i Helsingør, men af hensyn til kommunens økonomi anbefaler han en anden løsning.

En af de største udfordringer for beredskabet i Helsingør Kommune er, at der i dagtimerne mangler mandskab til at dække 5-minutters-beredskabet på brandstationen i Hornbæk. Det er således næsten hver dag, at man ikke kan få dækket det daglige beredskab.

Årsagen er, at langt de fleste af stationens deltidsbrandfolk ikke arbejder i Hornbæk, og derfor tager de væk i dagtimerne. Der er dermed tale om en samfundsudvikling, som sætter hverdagsberedskabet under pres.

Får hjælp fra Tikøb

I dag er proceduren, at beredskabet i Helsingør også tilkalder brandstationen i Tikøb, når der er alarmer i Hornbæk, således at to stationer kaldes ud. Det koster omkring 600-1.200 kr. mere end et normalt udkald, og det giver en længere responstid på op til fire minutter. Der var 22 udkald i dagtimerne i året 2023.

En alternativ løsning ville være fastansatte brandfolk på brandstationen i Hornbæk i dagtimerne. Med fire brandfolk i otte timer og til en timeløn på 225 kr. ville det give en udgift på 7.200 om dagen.

En tredje mulighed ville være et dagberedskab på hovedstationen i Helsingør. Det kunne være en Hurtig Sluknings Enhed (HSE) med to mand, hvor de fastansatte kunne bemande den ene funktion. Alternativt en dagsprøjte med fire mand (1+3), som også kunne reducere brugen af deltidsbrandfolk til ABA-udkald og småbrande. Endvidere vil et dagberedskabet kunne udføre indtægtsgivende opgaver for kommunen, men omvendt vil det kunne reducere motivationen for deltidsbrandfolkene, hvis de ikke bliver tilkaldt i dagtimerne på grund af et nyt dagberedskab.

Kommunens beredskabskommissionen skal onsdag tage stilling til problematikken. Beredskabschef Jesper Ingeman-Petersen har ud fra en beredskabsfaglig vurdering anbefalet, at kommunen vælger løsningen med et dagberedskab i Helsingør. Men ud fra kommunens økonomiske situation anbefaler beredskabschefen, at man blot videreføres løsningen med at kalde brandstationen i Tikøb ud ved alarmer i Hornbæk.

Annonce