Storbrand i børnehave

Natten til tirsdag indløb der kl. 03.33 en automatisk brandalarm fra børnehaven Eventyrlunden på Torpet i Holbæk. Kort efter kom en ny melding om bygningsbrand i børnehave med tydelige flammer. Ved brandvæsenets ankomst havde ilden allerede godt fat, og der gik ikke lang tid, før det udviklede sig til en storbrand.

Bygningen er af træ, og taget er belagt med tagpap. Det blæste kraftigt, og ilden havde derudover fået fat i et gasskab, hvilket betød at branden udviklede sig kraftigt og i en periode var ude af kontrol.

Man opgav hurtigt at redde den østlige del af bygningen, men takket være en hurtig indsats og massiv tilstedeværelse af ca. 40 brandfolk lykkedes det at stoppe ilden og redde den vestlige del af bygningen.

Omkring kl. 06.30 var branden nedkæmpet, men der ventede et større efterslukningsarbejde i den hårde kulde.

Vestsjællands Brandvæsen i Holbæk mødte med alt disponibelt mandskab, der fik assistance fra Tuse Næs med tanksprøjte, Kr. Hyllinge med sprøjte og to tankvogne samt det frivillige beredskab med lys, pumper, luftfyldestation og forplejning.

Info og billeder: Morten Sundgaard, Skadestedsfotograf.dk

Annonce