Stor udvidelse af beredskabsstationen i Roskilde

Brandstationen i Roskilde

De seneste år har Roskilde Brandvæsen udvidet sine aktiviteter betydeligt, og nu er brandvæsenet løbet tør for garageplads på beredskabsstationen i Roskilde. Derfor investerer brandvæsenet 2,5 mio. kr. i en større udbygning af stationen. De nye aktiviteter hos Roskilde Brandvæsen består blandt andet af ambulancekørslen i Køge, Greve og Solrød kommuner, som brandvæsenet forrige år overtog fra Falck. Dertil kommer andre nye og indtægtsgivende aftaler med Region Sjælland.

Brandvæsenet har senest fået udvidet sin ambulancekontrakt, således at i alt tre ambulancer nu bemandes med paramedicinere. Det giver Roskilde Brandvæsen en årlig ekstraindtægt på 1,7 mio. kr. Hertil kommer, at Region Sjælland frem til februar 2013 betaler Roskilde Brandvæsen 2,9 mio.kr. om året for at stille paramedicinere til rådighed til døgndækning af regionens nye akutbil i Præstø-området samt til døgndækning som sundhedsfaglig visitator på AMK-vagtcentralen.

Også Roskilde Kommune selv har givet nye og store serviceopgaver til brandvæsenet i form af udbringning af mad til plejecentrene og kørsel til daghjem for Roskilde Kommune. I 2012 følger flere nye aktiviteter, nemlig servicering og vedligeholdelse af de kommunale institutioners alarmanlæg samt etablering af et dykkerberedskab.

De nye aktiviteter – først og fremmest serviceopgaverne for Roskilde Kommune – har medført en betydelig udvidelse af brandvæsenets vognpark. Og for at minimere vedligeholdelsesomkostningerne og maksimere levetiden for vognparken vil brandvæsenet nu opføre en ny garagebygning på beredskabsstationen.

Der vil blive tale om en bygning med otte lukkede og isolerede garager med porte. Projektet forventes at starte op i år og blive færdiggjort i 2012. Udgiften vil blive ca. 2,5 mio. kr., fordelt med 1,5 mio. kr. i 2011 og 1 mio. kr. i 2012.

Roskilde Brandvæsen finansierer selv den nye bygning uden at få ekstra penge fra kommunen.

Annonce