Både indenfor ambulancekørsel, autohjælp, brand og redning har aktiviteterne hos Samsø Redningskorps været stigende, og det er baggrunden for, at redningskorpsets også har haft en pæn fremgang i både indtægter og overskud. Overskuddet blev på 2,3 mio. kr. før skat, mod 1,8 mio. kr. året før.
Samsø Redningskorps har forskudt regnskabsår, der løber fra 1. juli til 30. juni. Og i det seneste regnskabsår, der altså sluttede 30. juni 2024, steg selskabets bruttofortjeneste fra 15,6 mio. kr. til 16,5 mio. kr. På bundlinjen steg overskuddet før skat fra 1,8 mio. kr. til 2,3 mio. kr. Det gør det muligt at udbetale 2,3 mio. kr. i udbytte til ejerne.
Regnskabsåret har været præget af stigende aktiviteter. Ambulancekørslerne er således steget med 19 pct., og der har endvidere været markant flere autohjælpsopgaver, særligt i sommermånederne, hvor der også har været mange assistancer til el- og hybridbiler. Også brand- og redningsaktiviteterne er stigende.
Samsø Redningskorps har 19 fuldtidsansatte.