Selv om Østsjællands Beredskab bliver opløst senest om to år, så forventer Stevns Kommune, at det operative beredskab i kommunen er sikret i de næste otte år. Ejerkommunerne har nemlig givet mandat til, at Østsjællands Beredskab kan indgå kontrakt med Falck for en periode på otte år – og den kontrakt skal indgås uanset beredskabets situation.
Østsjællands Beredskab blev etableret i 2015 af kommunerne Greve, Høje-Taastrup, Roskilde, Køge, Solrød, Vallensbæk, Ishøj og Stevns.
På et møde i den fælles beredskabskommission i sidste uge blev det imidlertid konkluderet, at en opløsning af Østsjællands Beredskab er sandsynlig, da kun tre ud af de otte ejerkommuner ønskede at fortsætte beredskabets drift – herunder at dække beredskabets udgifter efter at de øvrige fem kommuner er udtrådt. Vurderingen var imidlertid, at en fortsat drift under de forudsætninger ville være for usikker og sandsynligvis meget dyr for de tre kommuner.
Stevns vil forhandle med tre andre kommuner
”Selvom jeg helst så, at samarbejdet i Østsjællands Beredskab kunne fortsætte, så er den økonomiske risiko for stor. Når Køge, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Høje Taastrup meddeler, at de forlader samarbejdet, er Stevns, Solrød og Roskilde alene tilbage til at dele udgifterne, og det er for usikkert et grundlag at fortsætte samarbejdet på”, siger borgmester Anette Mortensen fra Stevns Kommune.
Stevns Kommune vil derfor – i lighed med de øvrige kommuner i beredskabet – melde sig ud, senest med virkning fra den 1. januar 2021. Samtidig lægges der op til, at borgmesteren bemyndiges til at optage forhandlinger med Roskilde, Solrød og Køge kommuner med henblik på at etablere et nyt beredskabsmæssigt samarbejde med en eller flere af de tre kommuner.
Forventer at beredskabet er sikret
Stevns Kommune udgør et selvstændigt beredskabsområde i Østsjællands Beredskab med to brandstationer. Og selv om Østsjællands Beredskab opløses, så er der givet mandat til at indgå en aftale med Falck for de næste otte år. Stevns Kommune vurderer derfor, at det lokale beredskab er sikret i en lang periode.
”Det er vigtigt for mig at understrege overfor stevnsborgerne, at de fortsat kan sove trygt om natten uden at frygte for, om brandbilen kan nå frem i tilfælde af en ulykke. I den næste periode skal vi afklare, hvordan et eventuelt beredskabssamarbejde med andre kommuner kan se ud, og her er det nærliggende at tale med Solrød og Roskilde samt eventuelt Køge”, siger Anette Mortensen.
Politikerne i Stevns Kommune skal onsdag behandle sagen om en eventuel udtræden af Østsjællands Beredskab.